Køerne strømmer til Landsskuet

Hele 1.205 af landets allerbedste kreaturer udstilles på Landsskuet i Herning, når det nationale show for landbrugsdyr åbner 1.-3. juli. Både de sortbrogede og rødbrogede malkekøer møder med flere repræsentanter end de foregående fem år, og antallet af kødkvægracer (16) har aldrig været større på et dansk dyrskue.

Blandt kødkvæget stiller Limousine med 79 dyr med det største hold. Men landets andre store kødkvægracer - Charolais, Simmental, Blonde d¿Aquitaine og Hereford - er også godt repræsenteret, og flere af de mindre racer som Aberdeen Angus og Dexter viser fremgang. Ny på Landsskuet er den lille, sydtyske race, Hinterwälder, ligesom flere kødkvægracer i år benytter muligheden for at vise krydsninger mellem kød- og malkekvæg.

Som det første dyrskue i Danmark kan Landsskuet vise publikum et eksemplar af den eksklusive japanske kødkvægrace, Wagyu.

Nye hesteracer

Hele 23 racer er repræsenteret i hesteudstillingen med 300 dyr. Dertil kommer yderligere 100 heste, som deltager i Landsskuets store show fredag og lørdag. De små shetlandsponyer og de store jyder dominerer udstillingen med henholdsvis 55 og 43 repræsentanter. Helt ny i hesteudstillingen er en enkelt Lippizaner med føl, ligesom Dartmoor-ponyerne vender tilbage med fem dyr, og Dansk Gotlands Russ med to dyr - begge racer efter nogle års fravær.

Fåre- og gedeavlerne stiller med 176 dyr. Her er fåreracerne Texel og Oxforddown sædvanen tro de største racer. To landrace-geder er årets nyhed.

Cirka 300 kaniner og 200 fjerkræ betyder, at Nordeuropas største samling af landbrugsdyr i år samlet viser 2.280 elitedyr. Dertil kommer oven i købet som noget nyt en katteudstilling, som dog kun kan ses lørdag.

Læs mere

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle