Kører otte timer fra Vestjylland til Lolland for at høste

Jens Peter Skov Jensen kender om nogen vejen fra Gredstedbro nær Ribe til Dannemare på Lolland. Han har kørt turen utallige gange på traktor.

Køreturen er 230 kilometer, med mindre man skal sydom med Fynshav-Bøjden færgen, så er der lidt kortere. Men så skal man til gengæld sejle to gange.

Jens Peter Skov Jensen har ikke styr på, hvor mange gange han har kørt den tur på traktor.

Men det er mange.

I mandags var det en kornvogn og en gaffeltruck, der skulle hjem til Hobygaard på Lolland for at høste 120 hektar vårbyg. Senere, når kartoflerne er klar til at blive taget op, skal vognen og trucken retur til ejendommen ved Gredstedbro.

Forklaringen er, at Jens Peter Skov Jensens søn, Niels Frederik, tilbage i 2016 besluttede at sælge den fædrene gård på Lolland for at dyrke læggekartofler i Jylland, og at gården på Lolland endnu ikke er solgt.

"Vi har drevet en ejendom ved Dannemare på Lolland i mange år. Jeg overtog den efter mine forældre, og Niels Frederik overtog den efter os i 2009", fortæller Jens Peter Skov Jensen.

Ud over roer, raps og korn har familien altid har dyrket læggekartofler, og det var også målet, da sønnen overtog ejendommen.

Efter nogle år på ejendommen på Lolland besluttede sønnen at sælge gården på Lolland og specialisere sig i dyrkning af læggekartofler på lejet jord i området mellem Esbjerg og Ribe. Ved målrettet at gå efter en bestemt jordtype kan han dyrke læggekartofler med den karakteristiske lyse farve, som efterspørges på eksportmarkedet. Med mulighed for at vande kan der avles højere udbytter end på Lolland.

Kartoflerne kræver mange arbejdstimer. Bl.a. derfor besluttede Jens Peter Skov Jensen og hans kone at flytte med søn og svigerdatter til Jylland.

Gården ikke solgt endnu

Gården på Lolland er dog ikke solgt endnu. Økonomisk hviler den i sig selv, så de har ikke noget hastværk at få den solgt.

"I år har vi lejet 20 hektar ud til en nabo, som dyrker sukkerroer på arealet. Men ellers dyrker vi vårbyg på hele arealet", siger Jens Peter Skov Jensen.

Han tilføjer, at det giver mulighed for en rationel drift, og at nogle af maskinerne kan bruges både på Lolland og i Jylland.

"Vi sår vårbyggen og sprøjter mod ukrudt, mens vi lejer til svampesprøjtningerne og høst. Det giver noget transport på landevejen, når vi skal have flyttet sprøjten og vognen. Men det betaler sig, og jeg tager gerne turen", siger Jens Peter Skov Jensen.

Ikke 8-16 job

Selv om køreturen til Lolland tager 7-8 timer, er det langtfra et 8-16 job. Mange af køreturene bliver nemlig taget tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Både fordi der er mindre trafik, og fordi der i længere perioder har været vejarbejde på Den gamle Lillebæltsbro.

"Nogle gange har vi kørt over Fynshav-Bøjden, men det tager længere tid, da vi skal sejle to gange. Derfor har ofte valgt at køre over Den nye Lillebæltsbro", fortæller Jens Peter Skov Jensen.

Det foregår med politi-eskorte.

"Vi ringer en times tid, inden vi er ved broen, og så følger de os over. Det går rigtig godt, men det skal være, når der ikke er så meget trafik", siger Jens Peter Skov Jensen.

De seneste mange gange har han dog kunnet passere bæltet over den gamle bro. Det gjaldt også i mandags, hvor konen ventede på Lolland, så de i bil kunne køre tilbage til Jylland om aftenen.

Senere kan sønnen tage turen til Lolland i bil. Traktor og vogn står klar, når kornet skal køres fra. Derefter kan han så efterafgrøder, inden han igen tager Jylland for at passe sine læggekartofler.

Faktaboks

  • Jens Peter Skov Jensen flyttede i 2016 med sin søn og svigerdatter fra Lolland til Vestjylland.
  • Gården på Lolland er endnu ikke solgt. Det giver nogle lange ture på traktoren tværs af landet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle