Kalder i samråd i sag om svinetransporter: "Har ministeren styr på sit ministerium?"

Minister Jakob Ellemann-Jensen (V) skal i samråd, efter DR har bragt antallet af aflivede og døde svin i forbindelse med transport til samlestederne.

Socialdemokratiet og Enhedslisten vil efter torsdagens historie fra DR om døde grise i forbindelse med svinetransporter til samlesteder kalde nuværende minister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd.

Det fortæller dyrevelfærdsordfører Rasmus Vestergaard Madsen (EL), efter Danmarks Radio torsdag har beskrevet, hvordan Dyrenes Beskyttelse har opgjort antallet af døde eller aflivede grise ved transport til samlestederne inden eksport.

vil have klarhed

Samrådet skal give mulighed for at få et overblik over, hvorfor grisene ikke har været transportegnede, lyder det.

"Med et samråd vil vi gerne have klarhed over, hvad der egentlig foregår i Fødevarestyrelsen", siger Rasmus Vestergaard Madsen og tilføjer:

"Det er voldsomt, at mange tusind grise er døde eller blevet aflivet på en kort rejse, og vi skal have overblik over hvorfor, og om der er nogle tendenser. Det er ikke godt nok, at den rapport, der burde give os overblikket, ikke gør netop det".

"genåbn aftale!"

For cirka en måned landede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om skærpelse af kontrol med svinetransporter ud af landet.

Ordføreren opfordrer til, at den aftale bliver genåbnet, så partierne kan reagere på de nye oplysninger.

"De forhandlinger baserede sig på, at Fødevarestyrelsen ikke havde fulgt på logbøger, og nu er den gal igen i styrelsen. Jeg er efterhånden i tvivl om, hvorvidt ministeren har styr på sit ministerium", siger Rasmus Vestergaard Madsen.

OBS. Opdateret kl 15:59 - korrigering af præmissen for indkaldelsen til samråd.

LandbrugsAvisen.dk har fremlagt kritikken for miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og arbejder på at få hans kommentar.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle