Kamera kan designe den bedste græsensilage

Ved at kende kløverandelen i marken kan man designe sin ensilage i fremtiden.

I en formentlig ikke så fjern fremtid kan danske kvægbrugere designe deres kløvergræsensilage. Det vil ske, når det bliver almindeligt at udstyre skårlæggere med kameraer, som fotograferer markens indhold af kløver og græs.

Sådan lød et af perspektiverne på at anvende eksempelvis CloverCam, da DLF forleden var vært ved en græsdag ved Herning.

CloverCam, som er opfundet og sælges af AgroIntelli, kan affotografere og bestemme andelen af kløver og græs og trådløst overføre data til managementprogrammer.

»På den måde kan man designe forskellige partier af ensilage efter indhold af kløver og græs«, sagde Christian Toft Madsen, AgroIntelli.

Viden om kløverandelen kan på samme vis benyttes til at fastlægge det mest optimale slættidspunkt, da kløvermængden har indflydelse på afgrødens fordøjelighed.

Flytte gødning

En anden mulighed med CloverCams data er at gødske marken efter andelen af kløver og græs. En overrepræsentation af kløver kan eksempelvis begrænses ved kraftig kvælstofgødskning, og omvendt kan kløveren få friere forhold, hvis kvælstofmængden begrænses.

Ifølge Thomas Harbo, planterådgiver hos Sagro, kan en forskel på 10 pct. kløverandel give mulighed for at flytte 30 kg kvælstof pr. hektar.

Han pointerede dog, at de fastsatte regler for kvælstof på bedriftsniveau kan spærre for, at man får mulighed for at gødske så hårdt, som afgrøden reelt kan have behov for.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.