Kampen for at bevare kirkeuglen fortsætter med plan til tre millioner

Der mangler mus og rotter for at den lille kirkeugle kan overleve. Kirkeugleeksperter vil nu forsøge at hjælpe sammen med lodsejere, som har uglerne boende. Der skal en indsats til, og det koster tre millioner.

Kirkeuglen, som tidligere var en almindelig ynglefugl herhjemme, er med en bestand på nu 11 til 13 kendte par på randen af at uddø.

Vildtforvaltningsrådet nedsatte derfor i 2020 en arbejdsgruppe for at forhindre at kirkeuglen uddør i Danmark.

Sideløbende med og i samarbejde med et netop offentliggjort studie fra Aarhus Universitet, har Vildtforvaltningsrådets arbejdsgruppe lavet en genopretningsplan for kirkeuglen. 

Det nye studie, som er udført under ledelse af professor Peter Sunde fra Aarhus Universitet, viser, at den største årsag til kirkeuglens tilbagegang er fødemangel, især mangel på mus og insekter.

Studiet viser imidlertid også, at der stadig er en mulighed for – med den rette indsats og overvågning – at sikre kirkeuglens overlevelse.

Plan til tre millioner

Vildtforvaltningsrådets arbejdsgruppe har derfor etableret et samarbejde med de lodsejere, som har kirkeugler boende, om at skabe nogle bedre betingelser for kirkeuglen. Kirkeugleværterne får hjælp af et netværk af frivillige og erfarne kirkeugleeksperter.

Arbejdsgruppen har beregnet, at bestandsgenopretningsplanen de første fem år koster knapt tre millioner kroner. De penge har gruppen endnu ikke, og det haster med at finde pengene, hvis kirkeuglen skal reddes.

Gruppen håber derfor på økonomisk støtte til bestandsgenopretningsplanen fra Miljøministeriet, fra fonde og fra frivillige bidrag.

Formanden for Vildtforvaltningsrådets arbejdsgruppe for kirkeuglen og bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Henrik Bertelsen er optimistisk med hensyn til at skaffe pengene.

"Vi er i god dialog med fonde og andre, der, hvis de vil være med, skal være med til at prioritere, hvordan vil kan redde kirkeuglerne. De små ugler skal observeres og måske have gps-sendere på. Under alle omstændigheder er det vigtigt at bygge redekasser og fodre dem  - det giver flere unger, og indtil vi får frikøbt arealer, så er det den bedste fremgangsmåde", siger Henrik Bertelsen, der kan afsløre, at det er i Himmerland, de små ugler holder til - men hvor det nærmere er, skal ikke afsløres. De skal have lov til at være i fred. 

Planen er udarbejdet i samarbejde mellem Vildtforvaltningsrådet, Aarhus Universitet og Aalborg Zoo.

Faktaboks

Kirkeuglen er Danmarks mindste ynglende ugle, omtrent på størrelse med en lille due.

Kirkeuglen har i Danmark typisk ynglet i det åbne land i hule poppel- og piletræer samt i kirker og landbrugsbygninger.

I dag yngler arten fortrinsvis i landsbyer og ved gårde, hvor den placerer sin rede under taget eller i hulrum i murværket.

Den yngler også gerne i særlige aflange redekasser. Kirkeuglen er meget stedfast, og de voksne fugle flyver sjældent mere end 10 km væk fra ynglepladsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle