Kampen om kvælstoffet: Beløn det gode landmandskab

Politikere og embeds-folk: Stol nu på, at landmanden kan sin faglighed. Giv os de rette værktøjer i marken, så kravene til reduktion af kvælstof bliver realistiske.

Vi kæmper en hård og kontinuerlig kamp for at få forvaltning og politikerne til at agere på de mange indikationer af, at kravene til landbrugets reduktion af kvælstofudledning er højere, end der er fagligt belæg for.

Senest har vi set det nærmeste groteske forløb om 1900-tals tilstanden, som Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen har holdt stædigt fast i som referenceår for miljøtilstanden, men som man nu vil droppe, fordi virkeligheden ikke svarer til modellerne. Fremrykning af målrettet regulering står selvsagt også som en panikhandling uden faglig baggrund.

Men vi går positivt og konstruktivt ind i alle de muligheder, der eksisterer, for at lette kravene til den enkelte landmand og til erhvervet generelt.

Derfor lancerer vi nu en række forslag til, hvordan vi kan sætte det gode landmandskab i spil til at opnå reduktioner i kvælstofkravet og dermed skulle etablere færre efterafgrøder.

Der er ingen tvivl om, at vi med forskellige tiltag i markarbejdet kan levere en reduktion i udvaskningen og samtidig opretholde en fornuftig produktion, og de danske landmænd er med deres tårnhøje faglighed ideelt forberedt til at kunne sætte tiltagene i værk.

Den helt uomgængelige betingelse for at gå den vej er selvfølgelig, at landmanden får fuld og hel kredit i form af lempede krav til efterafgrøder til gengæld for indsatsen i markerne.

Vi har alt for ofte set, at der absolut ingen kredit er givet til dansk landbrug for at gå i spidsen for en positiv udvikling og være langt foran vores europæiske kolleger, for eksempel når det handler om ammoniak. Det har blot ført til, at kravene er blevet strammet yderligere,

Får vi en fair deal, så det gode landmandskab og fokusering på kvælstofeffektivitet på dyrkningsfladen belønnes efter fortjeneste, har vi en god vej at gå for at skabe luft til produktionen og reducere efterafgrødekravet.

Men hvilke tiltag i marken skal vi så arbejde med, hvis ellers kompensationen passer?

Det korte svar er alle marktiltag, som højner udnyttelsen af kvælstof i marken. Og vi har indledningsvist identificeret en række indsatser og via et større fagligt analysearbejde sat mål på deres effekt i forhold til efterafgrøderne. Nogle eksempler:

• Præcisionsjordbrug og dermed målrettet tildeling af kvælstof er et element, som der er meget fine erfaringer med, bl.a. fra Landbrugsstyrelsens eget pilot-projekt. Vores analyser peger på, at 10 ha, der drives med præcisionsjordbrug, bør frigøre 1 ha fra efterafgrøder.

• Strækning af græsmarkers levetid medfører et mindre tab af kvælstof. For hvert år længere marken kan ligge uden at blive lagt om, bør der reduceres i kravet om efterafgrøder i forholdet minimum 1:1. Altså, holder græsmarken et år ekstra, så betyder hver ha, at der fjernes krav om 1 ha efterafgrøder.

• Ændringer i afgrøder kan være en effektiv metode til at reducere kvælstoftabet. For eksempel vil en omlægning fra vinterhvede til hybridrug på et 5 ha stort areal som minimum kunne fjerne krav om 1 ha efterafgrøder.

• Den landmand, der formår at høste store udbytter og dermed udnytter kvælstoffet bedst muligt, skal ligeledes have lempet sit efterafgrødekrav. Vores tommelfingerregel siger, at formår han at lave et ekstra udbytte på 10 hkg på 3 ha, så bør det minimum fjerne 1 ha efterafgrøder.

• Videre foreslår vi, at ordningen om tidlig såning også udvides og udbredes. Jo tidligere etablering, desto mindre tab af kvælstof. Vi fik i slutningen af 2019 omregningsfaktoren for tidlig såning forbedret fra 4:1 til 2:1, så 2 ha vinterafgrøder nu svarer til 1 ha efterafgrøder. Det kan udvides videre.

• Endelig peger vi på, at der er behov for at se på efterafgrødekravet i relation til mængden af kvælstof, der reelt samles op. Eksempelvis bør man differentiere effekten efter placeringen i sædskifte eller efter den målte biomasse.

 

Løsne snærende bånd

Disse eksempler og mange andre vil kunne løsne de snærende bånd, som efterafgrødekravene lægger på alt for mange landmænd.

Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig, om prisen for at få honoreret det gode landmandskab skal betales i form af mere bureaukrati og overvågning?

Det ærlige svar vil være: »Mere brug af satellitter og mindre oplevet bureaukrati«.

Vi må erkende, at myndighederne skal have sikkerhed for, at miljøkravene opnås. Men godt landmandskab handler om at knytte produktion og miljøhensyn sammen. Stort set al den nødvendige information ligger i forvejen i markplanen, så vi ser ikke ind i et helvede af ny bureaukrati. I stedet ser vi en ordning, som i høj grad vil være baseret på egenkontrol og data fra satellitter.

Midtvejsevalueringen af Landbrugspakken er lige blevet debatteret heftigt i pressen, og vi har igen hørt den falske sang om, at landbruget ikke gør nok. Faktisk er det landbruget, der har leveret, mens det offentlige ikke har været gearet til at få anlagt minivådområder mv. Og AU har mest bidraget med fejl i beregninger...

De virkemidler, som vi skitserer, vil give landbruget mulighed for at bruge vores viden og de redskaber, der allerede ligger i den faglige værktøjskasse. Så opnår vi den krævede kvælstofreduktion mest effektivt og kan nedsætte efterafgrøde- kravet.

Det må være i alles interesse, at en sådan regulering får liv i praksis. Det er en solid og konstruktiv vej, som ikke låser landmændenes produktion med voldsomme efterafgrødekrav.

Vi kan producere lønsomt og miljøeffektivt, når vi integrerer landmændenes store faglighed og viden i miljøreguleringen. Vi håber, politikerne og embedsfolkene vil stole på og lytte til os.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle