Kan svineeksporten vokse til Kina igen?

Kina var den store åbenbaring for et par år siden for den europæiske svinesektor - kan den blive det igen?

Svinesektoren er presset af særligt tre aktuelle faktorer.

Året har budt på en rekorddårlig høst, der kræver større indkøb af foder. Foderet er - som følge af dårlig høst i Nordeuropa - blevet dyrere og handles i flere tilfælde på niveauer, der ikke er set de seneste fem år.

Samtidig er svinenoteringerne meget lave som følge af et stort udbud på verdensplan.

Mens der ikke rigtig kan gøres noget ved årets dårlige høst og de stigende kornpriser, så kan noteringen måske flytte på sig.

Det er nok de fleste svineproducenter, der spejder ud i horisonten på bedre noteringer.

Et af de steder, der måske skal kigges i retningen af, er Kina, der for et par år siden nærmest støvsugede europæisk svinekød til sig for siden at mindske indkøbene ganske betrageligt i takt med, at egenproduktionen begyndte at gå frem, prisen faldt, og andre verdensdele øgede deres andel af kød til Kina.

Samtidig fik USA en stor bred fod indenfor i Kina, og med en produktionsomkostning lavere end de fleste lande, så blev container efter container med amerikansk svinekød sat af på østkysten i Kina.

Var det ikke for Trump, var den udvikling formentlig fortsat og havde presset de europæiske konkurrenter på det store kinesiske marked.

Men Trumps handelskrig begynder at kunne ses i de statistikker, der opgør importen af svinekød til Kina.

USAs eksport af svinekød er faldet 1.700 tons, 13.000 tons og 11.200 tons i henholdsvis april, maj og juni.

Derimod går både den tyske og spanske eksport frem til Kina. I opgørelsen, som AHDB Pork har set nærmere på, er der i Danmarks tilfælde kun tal for april, der viser en beskeden tilbagegang på 100 tons.

Udviklingen kan blive værre for USA, fordi kineserne 1. juli indførte yderligere straftold på svinekød fra USA. Det må alt andet lige være til europæisk fordel.

Aktuelt er prisen på kinesisk svinekød væsentlig lavere end de to seneste år, men har været støt stigende siden maj. De lave priser indikerer, at forsyningen af svinekød er tilstrækkelig. Stiger prisen yderligere på kinesisk svinekød kan det imidlertid sætte yderligere gang i svineeksporten til Kina.

Håbet må så - med europæiske briller - være, at fx importede sojabønner til de kinesiske svineproducenter stiger i pris, så den indenlandske svineproduktion svækkes, og den kinesiske valuta styrkes efter kraftige fald de seneste to måneder. Det vil forbedre afsætningsmuligheder af svinekød til Kina.

svineeksport

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus

OBS: indholdet er opdateret kl.13.06.

Faktaboks

 den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle