Kandidater gik til stålet i Sorø

Hvem er mest ’klar’ til viceformandsposten? Det blev en duel på ord, da de fire kandidater til viceformandsposten mødtes mandag for anden gang til valgmøde - denne gang hos Østlige Øers Landboforeninger i Sorø.

De fire kandidater til posten som viceformand i Landbrug & Fødevarer kom vidt omkring rent emnemæssigt, da de mandag tørnede sammen for anden gang ved et valgmøde hos Østlige Øers Landboforeninger i Sorø.

Et af debatemnerne blev, hvem af de fire kandidater, der er mest ’klar’ til posten og parat til at arbejde solen sort på posten som viceformand?

’Vil ikke svigte frø’

Thor Gunnar Kofoed, formand for Landbrugs & Fødevarers Frøsektion, blottede en flanke, da han svarede uldent på et spørgsmål fra salen om, hvem, der skal overtage posten som formand for Frøsektionen, hvis han selv bliver valgt til en ny post som viceformand.

Og om han er klar til at opgive sine nuværende poster straks.

"Hvis jeg blev valgt så ville jeg tage fat på det lige efter årsskiftet. Jeg ved ikke hvem, der skal tage over - og jeg sidder rigtig mange steder, bl.a. i Copa. Jeg vil lægge det op til debat, men jeg garanterer, at frø ikke bliver tabt på gulvet, hvis jeg bliver valgt", sagde Thor Gunnar Kofoed.

Udfordret af de andre

Den uklarhed tøvede de andre kandidater ikke med at udnytte til deres egen fordel.

Frederik Lüttichau, formand for Større Jordbrug, skyndte sig at forsikre, at han selv både privat og professionelt er helt klar til at springe til viceformandsposten.

"Det er rigtig vigtigt at kunne koncentrere sig om ogaven som viceformand!"

Torben Povlsen var heller ikke sen til at bide sig fast i emnet:

"Hvis jeg bliver valgt, vil jeg frasige mig alt andet. Hvis jeg får depechen den 8. november, vil jeg være fuldt bevidst om, at der står 60-70 arbejdstimer på dagsordenen!"

Poul Henrik Prahl, næstformand i Gefion, fulgte også sagen til dørs.

"Hvis jeg bliver valgt, går jeg 100 pct. ind i Landbrug & Fødevarer. Jeg skal ikke have en overgansgfase på næsten flere år, som Thor Gunnar Kofoed. Den 8. om eftermidagen - så er jeg på, - der ligger en færdig plan for uddelegering af arbejdet hjemme", forsikrede Poul Henrik Prahl.

Kan starte fra dag ét

Thor Gunnar Kofoed vendte i sine i afsluttede bemærkninger tilbage til sagen og forsikrede at også han vil være ’klar fra dag ét’ til viceformandsposten.

Han gentog imidlertid, at han ikke løber fra sin frøformandspost før, der er helt klarhed over hvad, der så skal ske i sektionen.

"Posten bliver overgivet, når tid er. Man skal også huske, at jeg sidder på en række internationale poster, som hele landbruget nyder godt af".

Emneord

Viceformandsvalg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle