Kandidater uenige om L&F skal ’spise af formuen’

Poul Henrik Prahl er klar til et opgør med Landbrug & Fødevarers princip om ’økonomi i balance’. Frederik Lüttichau forudser fyringer og besparelser i Landbrug & Fødevarer.

»Økonomi i balance« er en kæphest for Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild. Hvordan ser I på det? Tør I gå imod?’ lød det æggende fra Povl Fritzner, formand for Østlige Øers Landboforeninger, i et spørgsmål til panelet af viceformandskandidater.

Han fik forskellige svar af de fire kandidater.

»Jeg er ikke bange for at tage af formuen - uden det kan vi ikke nå de ting, vi skal nå i Landbrug & Fødevarer. Det er totalt umuligt. Og vi skal ikke gemme formuen til de måske 1.000 landmænd, der kan være tilbage om få år,« sagde Poul Henrik Prahl, næstformand i Gefion.

L&F skal skære ned

Frederik Lüttichau var uenig:

"Jeg går ind for økonomi i balance. Hvis vi skal holde os i gang over tid, skal vi ikke tage af kassen men sætte tæring efter næring"

»Det kommer vi i øvrigt til hurtigt,« fortsatte han.

»For det samlede kontingent falder. Derfor kommer vi til at spare og formentlig fyre folk i Landbrug & Fødevarer - og det kommer hurtigt,« sagde han.

»Det er farligt, for man kan hurtigt fyre en for meget, og så er de svære at få igen. Så vi skal passe på. Men det kommer vi nok til, og så skal vi også betale en lille smule mere i kontingent.«

»Men kun en lille smule, for vi kan ikke gå ud og kræve meget af vores medlemmer i den situation, vi har nu,« sagde Frederik Lüttichau med henvisning til den katastrofale sommer.

Basisviden skal sikres

Thor Gunnar Kofoed indtog en position midt i.

»Jeg har ikke været med til at vedtage budgettet, men vi skal satse på økonomi i balance på langt sigt.«

Han pegede på, at landbruget skal finde en måde at sikre promillepengene på, hvis det lykkes at få fjernet peticidafgifterne.

»De millioner, vi afleverer til fondene, går jo videre til Seges og til forsøgsarbejdet og er basis for vores udvikling i landbbruget. Uden den basisviden er vi på skideren.«

»Vi skal finansiere det arbejde selv og det er vigtigt vi tager det ansvar, at vi har økonomi i vores virksomhed hele vejen rundt.«

Planter mangler penge

Torben Povlsen benyttede anledningen til at opfordre planteavlene til at ’generere’ nogle penge.

»I svin og kvæg har vi masser af midler at arbejde med. Men hvad med planteavlerne? Skal foderstoffen og Dakofo hjælpe til, når der ikke er tilbageførte pesticidafgifter? Hvordan vil i komme på omgangshøjde med os andre?«

Skulle have taget 25 kr.

Thor Gunnar Kofoed ærgrede sig over, at L&F Planteproduktion ikke, i stedet for den to-krone, man har valgt at opkræve fra planteproducenterne til udviklingsarbejde og gearing af fondsmidler, i stedet havde taget 25 kroner pr. hektar.

»Diskussionen vile have været den samme. Og det er basis for, at vi kan have vores uvildige rådgivning.«

Nej til kagekassen

Frederik Lüttichau mente, der er muligt at finde udviklingspenge til planteavlen uden pesticidafgiften.

»De 250 millioner skal vi nok finde. Men vi skal have orden i økonomien. Vi skal passe på det dér med fingrene i kagekassen.«

Emneord

Viceformandsvalg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle