Kanon høst med alt for lidt protein

Danske landmænd kan glæde sig over en let og tør høst med god kvalitet af brødrug og maltbyg. Men proteinholdet er kritisk lavt i brødhvede og foderkorn, og dermed fortsætter den faldende tendens.

Selvom det endnu er for tidligt til at grovvarefirmaer, mølleindustrien og bryggerier har fuldstændig overblik over kvaliteten af årets høst, så tegner der sig et billede af en rigtig god høst af en god kvalitet. Eneste sten i skoen er proteinindholdet, som grundet høje udbytter og den begrænsede adgang til kvælstof ser ud til at fortsætte den faldende tendens, der har været de senere år.

Således melder grovvarefirmaer og møllerindustrien om et proteinindhold i brødhvede på cirka 11 procent. Det er et procentpoint lavere end mølleindustriens krav til brødhvede og 0,5-1,0 procentpoint lavere end proteinindholdet i sidste års brødhvedehøst. Det lave proteinindhold er også et problem i foderkorn, hvor de analyser, der er lavet indtil nu, viser, at proteinindholdet i vinterhvede og vinterbyg er faldet med 0,9 og 0,5 procentpoint, mens proteinindholdet i vårbyg ligger på omtrent samme niveau som sidste år. Det er ifølge Sønke Møller, Videncenter for Svineproduktion, et stort problem, da det bekræfter tendensen som er illustreret i figuren, nemlig at proteinindholdet i dansk foderkorn er faldende, og at det danske landbrug dermed lider store tab. Både fordi det manglende protein i foderkornet skal erstattes af importeret soja, og fordi Danmark går glip af eksportindtægter på grund af den ringere kvalitet.

Flotte faldtal i brødrug

På trods af et faldende proteinindhold i kornet kan danske landmænd glæde sig over en let og tør høst.

Det gjaldt også i brødrug, hvor meldingen fra både grovvarefirmaer og mølleindustrien er, at rugen blev høstet tidligt, tørt og med flotte faldtal, som levede op til mølleindustriens krav.

Glade bryggere

Årets høst af maltbyg har også været rigtig god.

»Kvaliteten af årets maltbyghøst er helt i top. Det korn, vi har taget prøver af, har haft store flotte kerner og er stort set fri for svampe. I de spireprøver, vi foreløbig har lavet, har spiringsprocenten ligget på 97-98. Det er utrolig flot og på den rigtige side af minimumskravet på 95 procent,« siger Kim Jørgensen, direktør i Danish Malting Group.

Emneord

høst

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle