Kaos truer - Brexit og EU-reform kan trække tæppet væk under landmænd

Brexit presser både markederne og EU-støtten, og det kan koste kvægbruget dyrt. Et hårdt Brexit vil være en ulykke.

Brexit er en af landbrugets store hovedpiner for tiden. Med et såkaldt hårdt Brexit kan Storbritanniens indbetalinger til EU-kassen standse i løbet af kort tid. Hvis Storbritannien med dags varsel stopper med at betale til EU, vil det også efterlade et stort hul i EUs budget, der skal fyldes op. Hvis ikke det lykkes, skal udgifterne reduceres, og det kan komme til at gå ud over landbrugsstøtten til kvægbruget.

Så dystert ser Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg, der aflagde beretning på Kvægkongressen i Herning mandag, på situationen. Her analyserede han betydningen af Brexit og reformen af landbrugsstøtten.

»Udviklingen omkring Brexit og EUs landbrugsstøtte har enorm betydning for vores erhverv«, siger han.

Kaotisk situation

Ifølge Christian Lund truer Brexit for alvor med at blive en kaotisk situation. Hvis det ender med, at Storbritannien forlader EU uden en aftale 29. marts, vil det påvirke markederne og dermed afregningsprisen for kød og mælk negativt.

»Vores store virksomheder er i fuld sving med at forberede sig bedst muligt på det, men præcis hvad fremtiden vil bringe, er der ingen der ved«, påpeger han.

Samtidig handler det om landbrugsstøttens størrelse. Det mulige Brexit falder sammen med, at EUs landbrugspolitik er ved at blive reformeret, og det er ikke nemt med den store usikkerhed, Brexit er for EUs budget. Storbritannien er EUs næststørste bidragyder. Landet betaler mere, end det modtager, og derfor har det så stor betydning for EUs landbrugsreform.

Politisk arbejde

Både i L&F og i sektorbestyrelsen for kvæg er der gennem lang tid arbejdet på, at den kommende landbrugspolitik skal give de bedste muligheder for dansk landbrug og dansk kvægproduktion. I december tog bestyrelsen på studietur til Bruxelles og talte med EU-parlamentarikere og embedsmænd.

»Det er vigtigt for os på vegne af den danske kvægproduktion at lytte - og at blive lyttet til«, siger Christian Lund.

L&F ønsker uændret budget uden lofter. Det er under pres fra andre lande. De østeuropæiske lande har også ønske om, at alle EU-landene får det samme tilskud pr. hektar. I dag får de gamle EU-lande mere pr. hektar end de nye i øst.

»Det kæmper vi imod, fordi der er store forskelle i omkostningsniveau i de forskellige lande. Pludselige ændringer vil trække tæppet væk under mange«, mener han.

Forslag godt nok

Med det forslag til reform af EU-støtten, der ligger fra Kommissionen, kan Danmark fortsætte med den hidtidige praksis med differentieringen af værdien af betalingsrettighederne.

»Det lægger vi fra Kvægs side meget stor vægt på, at vi fortsætter med i Danmark«, fastslår Christian Lund.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle