Kartoffel-branchen er udfordret af våde marker: "Vi skal snart have tørvejr"

Både hos Danespo og KMC melder avlere om marker, hvor der ikke kan køres. Direktører tør ikke spå om effekt på høsten.

Det drivvåde vejr udfordrer ikke kun mælkeproducenterne i deres arbejde med at få majshøsten i hus. Også landets kartoffelavlere bøvler med at få hentet deres afgrøder op af de smattede marker.

Det fortæller kartoffelbranchens to største virksomheder, nemlig KMC og Danespo. Hos begges leverandører mærker de konsekvenser af de store mængder regn de seneste måneder.

"Jeg tror, at det er et generelt problem. Nogle områder kan være så våde, at det er svært at køre på dem. Derfor kan nogle af vores avlere være nødt til at tage kartoflerne op i en ikke-optimal rækkefølge", fortæller adm. direktør i KMC, Jesper Burgaard.

Mere end halvdelen af kartoflerne ligger stadig i jorden hos kartoffelmelproducenten KMC. Hos Danespo er man noget længere med optagningen af såvel læggekartofler som spisekartoflerne.

"På læggekartofler er vi 80 procent færdige med optagning. Men vi ser det samme; at nogle af vores avlere lokalt har store problemer. Nogle kan godt køre, andre har problemer", forklarer adm. direktør, Jens Holstborg, og fortæller, at samme situation gælder for spisekartoflerne.

"Vi skal snart have noget tørvejr, så vi kan få nogle ordentlige marker at køre i. Det vil være godt for alle".

For begge direktører gælder det, at de ikke kan sætte nærmere geografi på områder, der er hårdere eller mindre ramt. Situationen er nemlig meget forskellig fra by til by - og også blandt de enkelte naboer, alt efter hvordan deres jorder ligger.

For tidligt at spå om konsekvenser

Selvom Danespo har størstedelen af høsten i tørre kasser frem for de våde marker, tør Jens Holstborg ikke love, at de store vandmængder ikke får konsekvenser.

"Vi kan ikke sige endnu, om det vil give problemer. Indtil videre regner vi stadig med, at vi får kartoflerne ind, når vi skal bruge dem. Men vi vil gerne have noget tørvejr", konstaterer han og tilføjer:

"For spisekartoflerne er der meget vådt i jorden. Og det kan give anledning til bekymring. Men det er jo ikke unormalt, at vi stadig har kartofler i jorden i oktober".  

KMC: Mere end halvdelen mangler

For kartoffelmel-chef Jesper Burgaard mangler mere end halvdelen af høsten stadig at komme op af markerne.

Han tør heller ikke spå om, hvorvidt nedbøren vil få økonomiske eller praktiske konsekvenser for virksomheden.

"Vi har ikke overblik over, om det kommer til at betyde noget, men vi har stadig mere end halvdelen i jorden. Nogle områder er så våde, at det er svært at køre på dem, og det betyder, at man må tage de områder, hvor man kan komme til. De områder er kartoflen så måske ikke helt udviklet endnu", forklarer han.

"Det kræver jo ekstra opmærksomhed og ressourcer fra landmændene", siger han og kalder situationen for en "generel udfordring".

Hos Danespo ser høsten indtil videre god ud med udbytter på 5 procent over normalen og en overordnet god kvalitet. Efter sidste års tørkeudfordringer, hvilket resulterede i en lille høst, har nogle købere i år været tidligere ude for at sikre sig mængder.

"Vi har en fornuftig høst og god kvalitet. Vi sender de første læggekartofler af sted til eksport i denne uge. Men det er stadig meget tidligt. Først i slut november er der mere kød på, og vi kan bedre udtale os om, hvordan det går", forklarer Danespo-direktøren.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle