Kartoffelavlere hårdt ramt af corona: Nogle har værdiløse lagre for flere millioner kroner

Corona-nedlukningen presser kartoffelpriserne, fordi vi blandt andet spiser langt færre pommes frites. Det vil ramme nogle virksomheder i kartoffelbranchen hårdt, lyder det.

Spis pommes frites til, lyder det fra kartoffelbranchen, for hvem coronakrisen har været ret barsk. For med de lukkede restauranter er der blevet langet langt færre pommes frites over disken til danskerne, og det gør ondt på flere virksomheder i kartofelbranchen. 

Det fortæller Carl Heiselberg, der er formand for brancheorganisationen Danske Kartofler til dr.dk. Han er også selv kartoffelavler i Sønderjylland og står til at miste 400.000 kr. om året de to næste år.

"Når avlerne ikke kan afsætte deres kartofler til pommes frites, så kommer de typisk over i stivelsesindustrien, for man kan ikke gemme kartofler. Der bliver de så tilbudt til en lav, lav pris. Det rammer derfor også stivelsesproduktionen prismæssigt", fortæller Carl Heiselberg, der selv har tænkt sig at plante 20 procent færre kartofler end sidste år.

Det er ikke første gang, at kartoffelbranchen råber op om udfordringerne, som corona har medført. For cirka et år siden begyndte kartoffelproducenterne i Holland at få kompensation, fordi de brændte inde med store lagre på over en million kartofler dyrket til pommes frites. 

Også i Danmark har Danske Kartofler kigget på muligheden for kompensation til de danske avlere.

"Der er virksomheder, som ikke kan klare det. Mange kan godt klare et år eller to. Men nogle af de helt store kartoffelavlere har kartofler stående på et lager til 3-5 millioner kroner. Men de er helt værdiløse. Det er sørgeligt", siger Carl Heiselberg til dr.dk.

EU åbnede i 2020 for, at lande selv kunne give støtte, også til kartoffelsektoren. Siden har Holland givet 50 mio. euro og Frankrig og Belgien 10 mio. euro til kartoffelområdet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle