Kendt biogaslandmand har vokseværk

GrønGas og Jens Peter Lunden har vokseværk.

Svineproducent Jens Peter Lunden er med GrønGas i Nordjylland - et samarbejde med energiselskabet E.ON - blandt de initiativrige landmænd, der har sat gang i biogasudviklingen i landbruget. Grøngas har to biogasanlæg i Nordjylland.

Nu er han i gang med at udvide svineproduktionen, og Grøngas har planer om også at udvide biogasproduktionen i et af anlæggene. Begge dele er på adressen Gårestrupvej 179 i Hjørring Kommune.

Jens Peter Lunden, der bor på Asdal Hovedgaard ved Hirtshals, har 950 årssøer og produktion af UK-grise. På adressen ved Hjørring vil han i gang med at udvide med en slagtesvinsstald. Anlægget af veje til stalden er gået i gang. Svineproducenten har fået tilsagn om moderniseringsstøtte til 2.152 stipladser.

På samme adresse har Grøngas planer om at fordoble den biomasse, anlægget fodres med: Fra 50.000 til 100.000 ton biomasse årligt. Der er tale om at udnytte eksisterende kapacitet i anlægget, der oprindeligt er opført i 2001. Levering af biomasse fra lokale landmænd er allerede sikret, siger Jens Peter Lunden.

Samtidig har Grøngas overvejelser om at investere i biogasanlægget, så gassen opgraderes til det nationale gasnet.

"Hjørring by kan ikke tage mere varme end nu", forklarer Jens Peter Lunden.

"På sigt er det det mest korrekte at opgradere gassen til nettet, så man får lagret energien. Det er jo det trick, gassen kan, og som sol og vind ikke kan", påpeger han.

Filtre i landskabet kan fjerne kvælstof 17. juni · 09:15

Udvidelsen af biogasanlægget er dog stødt ind i den udfordring, at Gårestrupvej skal udvides. I slutningen af sidste år fik Grøngas nej fra Teknik- og Miljøudvalget til udvidelsen. Begrundelsen var, at vejen kun er fire meter bred og lastbiler må bruge beboernes indkørsler som vigepladser, beretter DR Nordjylland.

"Vejen er et kæmpe problem, det ved vi alle", siger Jens Peter Lunden.

"Vi er i gang med at planlægge en løsning sammen med kommunen om at gøre vejen bredere", siger han.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Søren Smalbro (V) siger til DR Nordjylland, at han godt forstår, at naboerne er utilfredse med, at svinestalden bygges, mens biogasudvidelsen har fået et foreløbigt nej.

"Jeg vil gøre alt, jeg kan for at få den vejudvidelse fremrykket, så vi får den foretaget i løbet af sommeren", siger udvalgsformanden til DR Nordjylland.

Grøngas overvejer desuden at gøre et af de to anlæg, Hjørring-afdelingen, til en økologisk linje. Det vil kræve, at der flyttes rundt på leverancer af gylle. Det er dog endnu ikke besluttet.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu