Den første engelske supermarkedskæde offentliggør nu information om antibiotikaforbruget hos deres leverandører. Det skriver The Guardian.
Den britiske supermarkedskæde Marks & Spencer har som de første i England besluttet at offentliggøre deres leverandørers antibiotikaforbrug. Målet er at få reduceret brugen af vigtig human medicin i husdyrbrug.
Det skriver The Guardian, torsdag.
Ifølge avisen lagde Marks & Spencer onsdag information om deres leverandørers antibiotikaforbrug vedrørende kød, mælk og æg ud på deres hjemmeside.
Tiltaget kommer efter en anden artikel i The Guardian, der afslørede, at ingen af de største supermarkedskæder i Storbritannien tillod offentlig adgang til deres data om antibiotikaforbruget.
En anden undersøgelse lavet af avisen viste, at MRSA var tilstede i tæt på en tiendel af alt svinekød, der findes på supermarkedernes hylder.
Brugen af antibiotika i landbruget har stor opmærksomhed, efter det er blevet nævnt som en af fremtidens store trusler mod den menneskelige sundhed af Storbritanniens chief medical officer, Sally Davies.
En anden situation i DK
Herhjemme er antibiotika som vækstfremmer forbudt, og selv om MRSA-problematikken vedvarende er genstand for debat, har det tilsyneladende ikke nået helt samme bevågenhed i befolkningen som i Storbritannien.
Hos danske Coop ser CSR-chef Thomas Roland ikke, at lignende tiltag er på trapperne herhjemme.
"Det ville jo kræve, at vi har en kortlægning af antibiotikaforbruget, og det har vi ikke endnu. Det er en anden situation herhjemme i forhold til samarbejdet med leverandørerne, og jeg ser ikke, at en offentligørelse af antibiotikaforbruget er i vores pipeline", siger han til Landbrugsavisen.dk
Thomas Roland vil gerne udelukke, at der kommer en generel rapportering på antibiotikaforbruget. Men derimod kan han godt forestillle sig at varer, som kommer fra dyr opdrættet uden antibiotika (OUA-varer kunne finde vej til hylderne.
"Vi ser jo en øget konkurrence herhjemme, og vi har et tættere samarbejde mellem leverandører og supermarkeder, som for eksempel mellem Gram Slot og Rema 1000 og Coop og Thise eller Søris, og den type tænkning er noget, der vinder frem", siger han.
Men samtidig mener han, at skal man lovprise nogle produkter som værende bedre end andre, så skal det være de rigtige ting, man fremhæver.
"De ting, man fremhæver, skal kunne stå for en nærmere granskning og ikke være for poppet. Men forbrugernes interesse i, hvordan tingene bliver produceret, er en tendens, der vil blive stærkere", vurderer han.