Kendt landmandsprofil fra sydhavsøerne genopstiller ikke til formandspost i VKST

Næstformanden i VKST, John Nielsen, forlader foreningens bestyrelse ved generalforsamlingen 13. marts. Han vil give plads til yngre kræfter.

John Nielsen, kendt familielandbruger og næstformand i den sjællandske storforening VKST, genopstiller ikke, når VKST Syd holder generalforsamling 13. marts.

Den 65-årige organisationsmand og griseproducent fra Falster mener, det er på tide at give plads til nye og yngre kræfter.

- Vi skal tænke på generationsskiftet, og når der er unge kræfter, der kan og vil tage over, skal vi huske at give plads, ikke stå i vejen. Derfor har vi lagt en strategi om, at jeg trækker mig fra VKST-bestyrelsen, siger John Nielsen.

John Nielsens exit betyder, at VKST Syd skal finde en ny kandidat at indstille til formandsposten i VKST. 

Ifølge John Nielsen er mindst én dygtig ung landmand kandidat på nuværende tidspunkt: 

Planteavler Sara Wilken Jul Sørensen fra  Asserstrup ved Nakskov. Hun er i forvejen medlem af VKST-bestyrelsen og medlem af Landbrug & Fødevarers sektorbestyrelse for Økonomi og Virksomhedsledelse.

Formand genopstiller

VKST-formand Torben Hansen, VKST Nord, genopstiller, og forventningen er, at han fortsætter på formandsposten.

Den formandskandidat, som medlemmerne i VKST Syd peger på, bliver dermed den sandsynlige nye næstformand i VKST, ligesom John Nielsen er det indtil da.

Fortsat hænderne fulde

John Nielsen selv ser frem til at få mere tid til sit landbrug, men i øvrigt fortsætter han gerne sit arbejde og engagement i landbrugets organisationer i det omfang, den nye bestyrelse for VKST bakker op om det efter generalforsamlingerne i nord og syd 12. og 13. marts.

Den afgående næstformand er blandt meget andet formand for Landbrugslotteriet, medlem af Familielandbrugets sektionsbestyrelse og af Landbrug & Fødevarers hovedbestyrelse, ligesom han er suppleant til Landbrug & Fødevarers Forretningsudvalg.
Han er også næstformand for Roskilde Dyrskue.

Respekt for alle

I sit landmandsliv er John Nielsen (65) griseproducent fra Nr. Ørslev ved Nykøbing Falster. 
Men han har sideløbende en mere end 20 år lang, organisatorisk karriere bag sig.

Det startede i Familielandbruget, hvor John Nielsen fra 2001 var formand for Familielandbruget på Lolland-Falster. Foreningen fusionerede i 2006-2007 med Sydhavsøernes Landboforening, hvorved en af de første såkaldte ’fællesforeninger’ blev skabt.

Fællesforeningen fik navnet Dansk Landbrug Sydhavsøerne og i foreningens år to i 2008 blev John Nielsen formand, næsten uhørt, valgt med stemmer fra både familielandbruget og landboforeningsbaglandet.

- Det var jo lidt specielt dengang, at landmænd fra en landboforening kunne vælge en fra familielandbruget. Men min tilgang har altid været, at vi skal have respekt for hinanden, uanset om man er lille eller stor. Vi er lige alle sammen, det er vigtigt for mig, siger John Nielsen.

VKST kronen på værket

Kronen på værket i John Nielsens lange, organisatoriske karriere er den store østlige forening VKST, som han sammen med VKST-formand Torben Hansen har været en af hovedarkitekterne bag i to tempi:

Det startede i 2017 som et rådgivningssamarbejde mellem DLS (Dansk Landbrug Sydhavsøerne) og landboforeningen Gefion, og fem år senere, blev det i 2022 til fuld fusion af de to foreninger.

Ved den lejlighed var det en hjertesag for John Nielsen at sikre, at VKST bevarede tilknytning og kontor i både nord og syd.

For, som han sagde, da fusionen var en realitet i marts 2022:

- Det ville være selvmord at tro, man kan køre VKST fra ét sted. Så ville gribbene jo straks stå klar til at tage over.

Faktaboks

VKST holder to ordinære generalforsamlinger

  • Generalforsamling i Nord: Tirsdag 12. marts 16:30-21:30, Fulbyvej 15, Sorø.
  • Generalforsamling i Syd: Onsdag 13. marts 9:00-14:00, Vibehaven 500, Nøbing F.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle