Kendt slagterimand bliver formand for Tican

Steen Sønnichsen er blevet ansat i den tyske Tönnies-slagterikoncern med ansvar for aktiviteterne i blandt andet Danmark

Danske Steen Sønnichsen skal fremover stå i spidsen for den tyske slagterigigant Tönnies' aktiviteter i Danmark, England, Spanien og Polen, efter Tönnies har ansat ham som ansvarlig for Division Tönnies International.

Dermed bliver han også formand for Tican med slagterier i Brørup og Thisted, som er ejet af den tyske slagterigigant. Han afløser Frank Duffe, som fremover får ansvaret for aktiviteterne i Division Meat i Tyskland.

Det oplyser Tican Fresh Meat i en pressemeddelelse.

54-årige Steen Sønnichsen var fra 2017 og frem til juni sidste år medlem af direktionen i det tyske slagteri Westfleisch, hvor han var ansvarlig for hele selskabets produktionskæde. 

Han blev ifølge det tyske medie Wirtschafts Woche angivelig fyret på grund af en sag, hvor han i en handel havde sendt en stor ladning svinekød til Kina. Her havde han entrerede med sin bror Torben Sønnichsen, der solgte svinekød via selskabet Prime Pork Trading fra Danmark.

Imidlertid gik handlen galt, og Westfleisch endte med en millionregning. Steen Sønnichsen måtte efterfølgende stå skoleret på slagteriets generalforsamling. 

Søn af kendt slagterimand

Steen Sønnichsen har en lang karriere i danske og tyske slagterier bag sig. Før tiden i Westfleisch var han administrerende direktør hos Danish Crown i Tyskland, og ansvarlig for svineslagteriet i Tyskland, to udbeningsfabrikker, detailpakkefabrik og et salgskontor.

Karrieren startede i 1986 som lærling hos Vestjyske Slagterier, og Steen Sønnichsen kom derfra videre indenfor både salg, produktion og indkøb, før han blev salgschef og senere direktør i Tyskland, hvor han i dag også er bosat.

Steen Sønnichsen er i øvrigt søn af den af den kendte slagterimand Svend Sønnichsen, der i mange år var topchef i den dansk slagteribranche.

Hans bror Torben Sønnichsen er også i slagteribranchen. Han blev ligeledes fyret i Prime Pork Trading i juni sidste år, men blev i april i år ny topchef i Skare-koncernen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle