Kim Heiselberg: 2020 kommer vi aldrig til at glemme

Corona og kæmpe prisudsving prægede 2020, som Danske Svineproducenters formand kalder exceptionelt.

"På mange måder var 2020 et exceptionelt år og et år, vi ikke glemmer".

Kim Heiselberg, formand for Danske Svineproducenter, dvælede i sin beretning over de mange begivenheder, der prægede 2020 som først og fremmest stod i coronaens tegn.

2020 var året, da svinepriserne både nåede rekordhøje niveauer, men også skrabte bunden, men også en periode, hvor landbruget holdt en del af samfundets hjul kørende og sikrede fødevarer, mens folk hamstrede.

"I dette coronaår er vi stolte over, at vi har været en bidragsyder til den danske statskasse og velfærdssystem. Mens Danmark lukkede ned, arbejdede vi videre. Coronakrisen har bevist landbrugets værdi. Det kommer vi til at minde politikerne om, når vi fremadrettet bliver mødt af nye krav fra Christiansborg", sagde Kim Heiselberg.

Han rettede samtidig kritik af regeringens modvilje til at tillade nye praktikanter til landet.

"Til gengæld er det skræmmende, at regeringen fører fagforeningspolitik og bruger corona som undskyldning for, at vi ikke kan få nye praktikanter til landet. Det hører ingen steder hjemme, at regeringen på den måde lægger sten i vejen for det erhverv, der om nogen holder hjulene i gang i Danmark under en af de største økonomiske kriser i landets historie", fastslog Kim Heiselberg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle