Kinesiske importforventninger løfter sojapriserne

Forventninger til stadigt stigende efterspørgsel på sojabønner løfter priserne. De indenlandske priser på majs i Kina på himmelflugt og udbudsbekymringer skubber yderligere til prisen på palmeolie

Korrektionen i prisen på sojabønner i midt ugen viste sig at være kortvarig, med fornyet positiv stemning af spore i torsdagens handel samt her til morgen.

Igen synes det at være den kinesiske efterspørgsel samt ikke mindst forventningen til en stadig stigende efterspørgsel, som stemples som vigtigste pris-trigger. Ud af de seneste 8 handelsdage, er priserne kravlet højere i de 7. Amerikanske eksport data fra USDA for ugen frem til 16. juli landede på 2,67 mio. tons, hvilket var mere end en fordobling i forhold til ugen før – og i øvrigt højeste niveau siden december 2018.

Det skriver Jyske Markets.

Prisen for september kontrakten på CBOT sojabønner flirter igen med de psykologiske ni dollars pr. bushel. Niveauet får endvidere opmærksomhed fra 200 dages glidende gennemsnit, og generelt brud op ad vil generere positive signaler fra teknikken, og give anledning til yderligere stigningspotentiale.

Majspriser på himmelflugt i Kina

De indenlandske priser på majs i Kina, som er verdens næststørste forbruger og producent af majs, er siden midten af maj steget med godt 12 procent, og har i denne uge retningen mod den bedste ugentlige performance i tre år. Det er et opstået vejrskyldt forsyningsunderskud, som har ført til manglen på varer.

Tidligere på måneden fordoblede Kina deres forventning til underskuddet for næste sæson til 25 mio.
tons, mens indeværende sæson kan opleve tilsvarende fald.

Situationen kan øge importinteresserne for amerikanske varer, selv på et tidspunkt, hvor forbindelserne mellem Beijing og Washington på det seneste har været udfordret. Reaktionen i CBOT-priserne på majs har
dog senest været mere afdæmpet, med små stigninger at spore i gårsdagens session.

Bekymringer om udbud af palmeolie

Der er atter pæne stigninger at spore i markedet for palmeolie fredag morgen, stadig trukket af et forbedret efterspørgselsbillede kombineret med bekymringer omkring udbuddet samt forventningerne til faldende lagre i verdens næststørste producent Malaysia.

Samtidig er der indikationer på, at lagrene i Indonesien, som har titlen som verdens største producent, med udgangen af juli sandsynligvis vil falde til laveste niveauer i 16 måneder, efter oversvømmelser i flere regioner har resulteret i laveste produktion i mere end to år.

Prisen på palmeoliefutures på den malaysiske futuresbørs, som i øjeblikket handler på højeste niveauer i mere end fem måneder, har tilbageerobret omkring 2/3-dele af de massive fald, der fulgte den eksplosive udvikling i corona-epidemien i 1. kvartal. Teknisk ser den stigende tendens ud til at kunne fortsætte lidt endnu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle