Kjartan Poulsen: 2016 var hårdere end 2009

Nytårsudtalelse af Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter

Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter

Et fattigt med begivenhedsrigt år

2016 vil ikke få nogen hædersplads i dansk mælkeproduktions historiebog. Indtjeningsmæssigt var 2009 måske værre, men til forskel fra 2009 var kassekreditten trukket fuldt ud, allerede inden årets begyndelse, og derfor vil de fleste mælkeproducenter opleve at være fattigere nu end for et år siden.

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter har gennem året haft møder med en række danske politikere, og European Milk Board (EMB) har tilsvarende præpareret EU's parlamentarikere og kommisionsmedlemmer. Møderne har været frugtbare, og Kommissionen reagerede, men for sent.

Da kommissionen endelig indså, at yderligere hævninger af interventionsloftet og yderligere penge til mejeriernes markedsføring på nye markeder ikke gav pote, da var det for sent. Vedtagelsen af reduktionsordningen kom et helt år for sent. Udbuddet faldt af sig selv, og som LDM har frygtet gennem hele perioden, så går det hårdest ud over de danske mælkeproducenter. Konkurser og tvangssalg har berørt mange danske familier, mens udenlandske producenter i væsentlig højere grad er kommet om ved det uden at forlade ejendommen.

EU's hjælpepakker har desværre fortyndet den fælles landbrugspolitik med at tillade nationale tilskudsordninger. Både franske og tyske producenter har fået massive tilskud fra statskasserne. Heldigvis er danske politikere imod den udvikling i EU, men de har ikke været stærke nok til at forhindre den. Samtidig kan man frygte, at den stigende EU-modstand er med til at afstedkomme flere vedtagelser fra samme skuffe. LDM er ikke i tvivl om, at en stærk og fælles landbrugspolitik i EU er til dansk fordel, og det vil foreningen fortsat argumentere for.

Brexit blev desværre en realitet. Det er vanskeligt at vurdere følgerne for danske mælkeproducenter, og Arla Foods har ikke været meddelsom om deres forberedelser til at undgå negative følger ud over, at Peter Giørtz-Carlsen i tv har bedyret, at de følger udviklingen nøje.

Den engelske afstemning resulterede i voldsomt faldende kurs på engelske pund.

Kursomregningsmodellen betyder derfor, at engelske mælkeproducenter for tiden bliver underbetalt i forhold til alle andre andelshavere i Arla Foods. Selv om danske producenter for øjeblikket har fordel af Arla Foods kursmodel, så er foreningens opfordring til Arla Foods klar: Ophæv den kursomregningsmodel. Den gavner ingen og skaber splid i stedet for sammenhold.

TTIP forhandlingerne om øget frihandel mellem EU og USA er gået i stå, og ifølge Trumps udmeldinger, vil de ikke komme videre under hans lederskab. Frihandel siges at skabe vækst og øget velstand, men der er altid et taberhold, og – afhængig af hvilket resultat man måtte have nået frem til – det så ud til at TTIP ville skade Europæisk mælkeproduktion mere, end det ville gavne, så LDM's tårer er tørre i den sammenhæng.

Trump bliver præsident i USA, hvorvidt hans torden viser sig at være teatertorden, eller lynene virkelig vil slå ned, er ligeså uforudsigeligt som -  ja, som det næste tordenvejr.

Esben Lunde Larsen har vist sig at være en lydhør minister, men også en stålfast minister. LDM har haft to møder med ham, og foreningens holdninger er behandlet seriøst. Derfra er resten politik og politik er ikke altid retfærdigt eller faglig, det er jo netop indbegrebet af et politisk styre frem for et embedsmandsstyre, men LDM ser frem til udveksle holdningen med ministeren igen i det nye år, der er nok at tale om.

2017 bliver efter alle analytikerne at dømme et bedre år. Heldigvis da. Det forbedrede bytteforhold for mælk vil også betyde, at der bliver mere ro til at forberede næste priskrise. Den skal både forberedes på bedriftsniveau og kollektivt, så vi undgår så ruinerende lave priser igen. Og det er ikke så svært, hvis viljen er der, for nu har vi igen fået bekræftet, at prisen bestemmes af balancen mellem udbud og efterspørgsel. Derfor skal de europæiske mejerier forstå at tage et større ansvar før næste krise i stedet for blot at slå ud med armene og sige: Kom bare med jeres mælk, vi skal nok afsætte den. Det er ikke en værdig måde at drive et andelsselskab på.

Godt Nytår

Bestyrelse og ansatte i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter vil gerne ønske alle foreningens medlemmer og øvrige læsere et Godt Nytår.

Ovenstående har tidligere været bragt i LDM's nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle