Formålet med en CO2-afgift er at fremme et mere klimavenligt landbrug uden lækage. Men vil den det? Det er højst uklart. OECD påpeger, at der mangler forskning på området
I klimaloven fra 2020 er der flere bærende og ufravigelige grundpiller, som al fremtidig klimalovgivning skal leve op.
En af grundpillerne er, at klimainitiativer skal være omkostningseffektive. Den del lever forslaget om en ensartet CO2-afgift utvivlsomt op til.
Beregningerne fra de miljøøkonomiske vismænd viser, at velfærdstabet på en CO2-afgift, der også rammer landbruget, vil være på 4 milliarder kroner.
Det beløb stiger til 12 milliarder kroner, hvis øvrige drivhusgasser som metan og lattergas friholdes fra beskatning.
Derfor er det ud fra en simpel prisbetragtning vanskeligt at argumentere imod forslaget.
I klimaloven er der imidlertid en anden grundpille, der er lige så ufravigelig, hvis Danmark – som klimaloven foreskriver – skal stræbe efter rollen som foregangsland: Der må ikke ske en klimalækage.
Helt præcist står der: ’De tiltag, der skal anvendes for at reducere udledningen af drivhusgasser, skal medføre reelle indenlandske reduktioner, men samtidig skal det sikres, at danske tiltag ikke blot flytter hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser.
Klimalægen opstår, når andre lande blot overtager den udledning, som Danmark reducerer ved at indføre en afgift.
Problemet er bare, at vi reelt ikke kender niveauet af klimalækage som følge af en CO2-afgift, fordi forskningen på området er mangelfuld.
Det er ganske vist blevet forsøgt. De økonomiske vismænd har via sirlige beregninger og et hav af forudsætninger forsøgt at sætte et procenttal på lækagen ved en dansk CO2-afgift, og de er kommet frem til, at den ligger på 35 procent.
Formand for de miljøøkonomiske vismænd, Lars Gårn Hansen, har dog erkendt, at det tal er omgærdet af stor usikkerhed.
Og der er flere indikationer på, at usikkerheden er stor.
Et OECD-studie, der i fjor så nærmere på den tilgængelige forskning på området, konkluderede lettere slukøret, at der ikke er et entydigt svar og efterlyste i klare vendinger mere forskning i konsekvenserne af en hård regulering som en CO2-afgift på landbrugsområdet.
Aldrig prøvet før
Ifølge professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet er problemet grundlæggende, at ingen reelt ved, hvad der vil ske, når der indføres en afgift.
- Faktisk ved ingen i virkeligheden, om afgifterne vil virke, eller hvordan vi får dem til at virke. Det har ikke været prøvet før på dette område. Så det baseres på forventninger, siger Jørgen E. Olesen.
De erfaringer, man i et vist omfang kan trække på, kommer fra miljøområdet. Her findes den samme risiko for lækage. Hvis det regulatoriske pres er for stort, rykkes aktiviteterne til andre lande.
Omvendt findes der et eftertragtet punkt, hvor en afgift lige akkurat er stor nok til, at aktiviterne bliver inden for landet, samtidig med at den fremmer innovation og nyudvikling.
Det fænomen er kendt som Porter-hypotesen opkaldt efter den anerkendte amerikanske Harvard-professor Michael Porter. Men for at den skal virke, er det helt afgørende, at virksomhederne - og i dette tilfælde landmændene - kan gøre brug af den.
Disse redskaber findes ikke i tilstrækkeligt omfang i dag.
- For at vi fremmer innovationen, skal der være nogle teknologier og løsninger, som landmanden i sit arbejde med at undgå CO2-skatten kan investere i, siger Jørgen E. Olesen
Derfor er flere eksperters frygt: Efterlader vi med en CO2-afgift i virkeligheden danske landmænd på den globale fødevaresektors bagperron?
Derfor tales der i højere og højere grad om et bundfradrag. Klimarådet har nævnt redskabet i flere år.
Med et bundfradrag vil landmænd blive tilskyndet til at investere i klimateknologier, samtidig med at de stadig kan få bedriften til at løbe rundt.
- Bundfradraget vil så blive mindre over tid, men det vil give danske landmænd mulighed for at se mod fremtiden og ikke afgrunden, siger Jørgen E. Olesen.
