Klima er nøglen for at få penge til jordfordeling

Der bliver brug for jordfordeling i stor stil, når Tønder skal ud og lave 250 hektar store regnvandsbassiner i marsken som klimatilpasning, påpeger borgmester. L&F samt DN er med på den.

Landmænd skal være klar til at afgive jord eller bytte med andre, hvis ikke Tønder by, der ligger i niveau med havoverfladen, skal oversvømmes på sigt. Det vil de også gerne, hvis de indser nytten og får en fair betaling for den jord, de afgiver. Men pengene kommer lettest, hvis det ikke er for landbrugets, men for natur, klima og miljøets skyld.

Sådan cirka kan man opsummere debatten om klimatiltag i Tøndermarsken, som blev søsat på et gammelt skib i Allinge Havn på Folkemødet torsdag.

Her havde borgmester Henrik Frandsen (V) (tidligere viceformand for Landbrug & Fødevarer, red.) sat både formand for L&F, Martin Merrild, og politisk konsulent i Danmarks Naturfredningsforening, Thyge Nygaard, i stævne sammen med formand for Collective Impact, Søren Møller.

Vandet presser på

Henrik Frandsens problem er, at klimaforandringer lægger større pres på digerne i marsken. Åerne løber bogstaveligt talt oven på jorden med diger på begge sider, og de kan ikke holde til presset på sigt. Derfor skal der laves 250 hektar store vandbassiner, som kan aflaste digerne, når vandet ikke kan komme væk. Det gør man ved at halvere digets højde langs åen på en strækning, så vandet kan løbe over, når det stiger, men samtidig lave et nyt dige i fuld højde rundt om det 250 hektar store regnvandsbassin, som kan rumme vandet. Men jorden er i dag ejet af landmænd.

L&F og DN er med

Martin Merrild ser jordfordeling som noget, landbruget gerne vil være med til. Bedriftsstrukturen har ændret sig, og mange har jord, der ligger spredt i stedet for samlet. Det er ikke godt for økonomien og belaster kommunens veje og borgerne.

”Der er meget at vinde ved jordfordeling, men enhver landmand tror, at hans egen jord er bedst, så jordfordeling glider nemmere, hvis man har ekstra jord at skyde ind og ikke skal bytte lige over”, siger han.

Thyge Nygaard ser også muligheder i jordfordeling, når det samtidig kan bruges til at sikre en ekstra indsats for natur, miljø og klima.

”Vores erfaring er, at det lykkes, når de involverede får medejerskab, holdes skadesløse og går med frivilligt. Man kan bygge meget på at gøre landmænd stolte”, siger han.

L&F og DN indgik da også tidligere på året et samarbejde om at bakke op om at tage lavbundsjorde ud af dyrkning, fordi det har både miljø-, klima og natureffekter.

Faktaboks

Folkemøde

  • L&F deltager ikke med egen stand i år på årets Folkemøde i Allinge på Bornholm. Men der er flere debatter om landbrug, fødevarer og miljø, hvor repræsentanter fra landbruget deltager.
  • Folkemødet startede i torsdags og slutter søndag formiddag.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle