Klima bringer fire topdirektører sammen for at finde løsninger

Topcheferne for Danmarks største andelsselskaber har været samlet to gange for at finde løsninger på konkret klimacertificering af landmænd. Torsdag mødtes de på Axelborg.

I de seneste måneder har den absolutte top i dansk landbrug - nemlig de adm. direktører i Arla, Danish Crown, DLG og Danish Agro - været samlet for at diskutere klima.

Nærmere bestemt arbejder amba-topcheferne på en fælles tilgang til, hvordan man skal certificere dansk landbrug på klimafronten, vel at mærke ved en fælles, international anerkendt måling, der samtidig er håndterbar for både landmænd og selskaber.

Den fælles standard skal måle klimapåvirkningen fra frø til færdig fars-ret på en måde, så det er håndterbart for både landmænd og selskaber.

»Klima er en af de ting, vi er i dialog med hinanden om. Om hvordan vi sammen kan nå nogle mål«, fortalte DLG-direktør Kristian Hundebøll, da de fire topchefer sammen var på scenen for at diskutere andelsselskabernes fremtid.

De fire chefer har i forlængelse af møderne sammen med Landbrug & Fødevarer nedsat en arbejdsgruppe, der skal stå for det nærmere, konkrete analysearbejde. Hvornår arbejdet skal være færdigt, vil ingen af cheferne ud med, men flere af dem antyder, at »det haster«.

»Vi vil gerne finde nogle fælles standarder, så vi kan trække på samme hammel. Hvis Danmark skal stå stærkt på det her område, så skal vi have nogenlunde samme struktur«, fortalte Peder Tuborgh om de to afholdte møder og tilføjede:

»Det er et eksempel på, at vi i branchen har fælles ståsted på nogle punkter«.

International standard

For Danish Agro-direktør Henning Haahr er det en bunden opgave at finde en fælles løsning på certificering af dansk landbrug og dets selskaber.

»Det giver ikke mening, hvis landmanden skal have besøg af den ene konsulent efter den anden for at certificere. Vi skal finde en metode til at gøre det, så det bliver internationalt anerkendt, håndterbart og simpelt, men også så det kan skaleres, så vi kan bruge det internationalt«, forklarer han.

Arla har i flere år målt på nogle områder af bæredygtigheden hos sine andelshavere. Hos Danish Crown skal samtlige landmænd klimacertificeres inden udgangen af i år.

Hvordan arbejdet skrider frem, og hvordan Danish Crown vil bruge den nye model, ønskede Jais Valeur ikke at kommentere.

Mere fælles - måske

I efteråret åbnede netop Jais Valeur for det, han selv kalder en hvepserede, da han slog til lyd for mere samarbejde mellem selskaberne for at mindske værditab og friktion.

Bl.a. luftede slagteridirektøren, om man skulle have én standard på grisefoder frem for fritvalg for hver producent. Eller at man på anden vis trådte tættere på hinanden i amba’erne ligesom konkurrenterne i USA og Spanien.

Jais Valeur berettede på scenen, at ejerne nu begynder at kunne se idéen i opfordringen.

»Diskussionen er nu gået fra en afvisning af, at der er et problem til en accept af, at der måske kunne være noget, vi skulle tale om«, mente han.

»Vi kommer til at kigge på øget integration og samarbejde i værdikæden. Vi skal ikke være den amerikanske eller spanske model, men vi skal kunne konkurrere med dem«.

Dansk Landbrugs Amba?

Ingen af direktørerne afviste øget samarbejde. Men det var småt med konkrete idéer.

Peder Tuborgh lagde en dæmper på forventningen til, hvad der kan hentes af besparelser ved at arbejde på tværs.

»Vi er ikke i gang med en megafusion til 230 mia. kroner. Pengene er knappe, og det handler om at finde ud af, hvor det kan give mening at gå sammen og så gå i dybden med det«, meldte mejerichefen og aflyste dermed en eventuel idé om »Dansk Landbrugs Amba«.

For både Henning Haahr og Kristian Hundebøll er meldingen, at man er »parate til at se på ønsker«. Underforstået, at de næppe tager første skridt, men afventer udspil fra Arla eller Danish Crown.

»Der kan ligge nogle frugter, vi kan høste. Men det er vel at mærke, uden at grovvaren skal til at producere grise. Det er ikke lige vores styrke«, konkluderede Henning Haahr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle