Klimaminister indkalder til eksperthøring om udskældte højspændingsmaster

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen vil have skabt klarhed om fakta i sagen om kabellægning i Syd- og Vestjylland.

Derfor har klimaminister Dan Jørgensen bedt Energistyrelsen om at afholde en teknisk eksperthøring på Christiansborg om sagen, hvor eksperter på området kan komme til orde.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

På baggrund af en række artikler den seneste tid er der rejst tvivl om Energinets konklusion om, at hvis el-nettet skal kunne drives sikkert, kan det maksimalt lade sig gøre at kabellægge 15 pct. af den planlagte højspændingslinje i Syd- og Vestjylland.

Blandt andet er det kommet frem, at der er blevet fjernet passager i en udenlandsk rapport, som konkluderer, at der kan lade sig gøre at lægge langt mere af den 170 kilometer lange elledning i jorden.

Formålte med eksperthøringen er at skabe klarhed om, hvad der er teknisk muligt, når el-nettet skal kunne drives sikkert, meddeler ministeriet.

"Når man læser de seneste dages dækning af sagen, kan jeg sagtens forstå, at man bliver i tvivl om, hvad der er muligt og ikke muligt. Derfor skal vi have alle perspektiver frem, så vi får klarhed om sagens fakta. Hvor meget, det er muligt at grave ned, og samtidig drive et sikkert el-net, skal og må være et teknisk spørgsmål", siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Både de forskere, der har udtalt sig i medierne om mulighederne for kabellægning vil blive inviteret til at holde oplæg, ligesom Energinet og det canadiske konsulenthus WSP vil blive inviteret til at præsentere deres konklusioner.

"Det her har stor betydning for mange borgere i Syd- og Vestjylland. Vi skylder dem, der bliver berørt af den nye forbindelse at få skabt klarhed om, hvad der teknisk muligt. Hvis nogen mener, at Energinet og WSP har overset noget i deres analyser, er de meget velkomne til at hjælpe med at få det fulde billede frem", siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. 

I alt vil mindst 400 landmænd blive påvirket af den nye højspændingsledning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle