Ko-bestanden falder i store europæiske mælkenationer

Bestanden af malkekøer falder i både Frankrig og Tyskland.

EU's helt store mælkenationer, Tyskland og Frankrig, slanker deres bestande af malkekøer. Det viser foreløbige tal fra EuroStat.

Den tyske bestand af malkekøer var indtil for år tilbage konstant på 4,2 - 4,3 millioner stk., men er de seneste år reduceret med cirka 100.000 om året. Og i 2020 er bestanden reduceret til lige under fire millioner stk.

EU's næststørste mælkeproducerende nation, Frankrig, måtte i 2020 notere et fald i ko-bestanden på 1,7 procent til nu 3,4 millioner stk.

Den hollandske bestand af malkekøer er faldet støt siden toppen i 2016, hvor der var 1,79 millioner malkekøer. I 2020 stod der 1,57 millioner malkekøer i de hollandske stalde. Et fald på 1,3 procent i forhold til 2019.

I de baltiske lande er bestanden af malkekøer reduceret med 27 procent på ti år.

I Danmark var der ved udgangen af fjerde kvartal 2020 565.000 malkekøer i Danmark. En stigning på 2,5 procent sammenlignet med samme tidspunkt året før.

Irland og Belgien præsterer også voksende bestande af malkekøer. Således rundede irerne 1,5 millioner malkekøer i 2020 med en stigning på 2,1 procent siden 2019. I Belgien var stigningen noget mindre, idet bestanden blev øget med 0,35 procent til 565.000 malkekøer i 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle