Kollerup: Wammen bad to ministerier forberede mink-værktøjskasse i september

Erhvervsminister Simon Kollerup bakkede op om Wammens forklaring i granskningskommissionen om, at Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet på et møde i regeringens økonomiudvalg i slutningen af september 2020 blev bedt om forberede en værktøjskasse.

Godt en måned før regeringens beslutning om at aflive alle mink blev truffet, fik Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet på et møde i regeringens økonomiudvalg besked på at forberede en værktøjskasse, der tog højde for alle scenarier i forhold til at løse minksituationen.

Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S), der sad i vidneskranken i granskningskommissionen fredag formiddag, erindrede han netop den konklusion klart og tydeligt.

Begge ministerier skulle forberede en værktøjskasse, der dækkede det 'fulde kontinuum' af løsningsscenarier, forklarede han.

"Vi skal sætte gang i tiltag, der kan afbøde udviklingen. Det afføder den konklusion, at nu skal de relevante ministerier forberede de værktøjer, der er brug for", sagde Simon Kollerup.

Oplysningen er interessant, fordi den bakker op om finansminister Nicolai Wammens forklaring.

Hvis de to ministerier havde forberedt en værktøjskasse, ville den ifølge de to ministre nemlig også have indbefattet eventuelle udfordringer med lovgrundlaget.

Men da regeringen traf beslutningen den 3. november 2020 om at aflive alle mink, lå der ikke et 'værktøj' på bordet, der beskrev aflivning af alle mink.

Der lå en dvalemodel og en egentlig nedlukning af erhvervet, hvoraf begge krævede lovhjemmel, fremgik det af bilagene.

brug for bedre overblik

Nicolai Wammen sad for bordenden og sammenfattede angiveligt konklusionen den 30. september. Det var også ham, der for et par uger siden for første gang i kommissionsforløbet bragte konklusionen på banen.

I og med, at der ikke tages skriftligt referat fra møderne i regeringsudvalgene, beror detaljer og eventuelle konklusioner på deltagernes hukommelse.

"Det er naturligt nok, at han beder om det", lød det fra Simon Kollerup, da han sad i vidneskranken fredag.

Ifølge Wammen var det et klart udkomme af mødet, da han blev afhørt.

"For mig at se var der behov for et overblik over scenarier og have værktøjskassen klar. Det er noget, vi træffer en politisk beslutning om. Det er ikke sådan, at jeg pålægger nogen opgaven, men som mødeleder siger jeg, at vi har brug for bedre overblik over scenarier. Det er der enighed om både på minister og departementschef-niveau", sagde Wammen under sin afhøring.

sundhedsministeren uenig

Til gengæld såede afhøringen af sundhedsminister Magnus Heunicke tvivl om, hvor klar beskeden og netop den konklusion havde været på mødet.

Der blev truffet andre beslutninger på mødet, hvilket fremgik af Heunickes meget omtalte noter, man da blev spurgt, om der blev taget andre initiativer – underforstået at han skulle hjem og forberede værktøjskassen – erindrede han det først ikke.

Efter en kaffepause kunne Heunicke nok erindre en smule om, at de to ministerier skulle arbejde videre med sagen, men det fremgik i hvert fald ikke så tydeligt, som Wammen havde redegjort for.

Simon Kollerup forklarede i øvrigt, at han ikke var klar over den manglende lovhjemmel på mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november og fremhævede, at det ikke var hans rolle at have fat i den snor.

Ligesom mange andre ministre i vidneskranken mente han også, at aflivning af alle mink var den eneste rigtige konklusion i lyset af risikovurdering fra SSI.

Han hørte først selv om den manglende lovhjemmel lørdag den 7. november om aftenen.

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle