Komøg skabte Danmarks største græskar på et halvt ton

Med babypudder og dyner om natten slog landmanden Danmarksrekorden med sit græskar på næsten et halvt ton.

I knap fire måneder  har landmanden Jørgen Øllegaard Jensen hver dag puslet og plejet om sit kæmpegræskar, som har vokset sig så stort, at det lørdag vejer knap et halvt ton.

Med sine i alt 485,4 kilo på 110 dage har det store græskar taget mere end 4,4 kilo på om dagen, og den gigantiske orange frugt har sikret den jyske landmand førstepladsen i Danmarksmesterskaberne i Kæmpegræskar 2017, der bliver afviklet i Tivoli i København.

Det er en stolt græskardyrker, der kan fejre, at hans store indsats har båret stor frugt.

"Det er dejligt, det er en stor ære. Jeg er meget glad. Alting er sådan set lykkedes for mig," siger han, men er samtidig en anelse med hemmelighedsfuld med, hvordan man helt konkret får fremdyrket et græskar af den størrelse.

"Opskriften er min hemmelighed. Men jeg røber gerne, at komøg og masser af flydende gødning har fungeret ganske fint på mit græskar," fortæller han.

Babypudder mod råd

I et drivhus i Nørre Nebel ved den jyske vestkyst har Jørgen Øllegaard Jensen sørget ekstra godt for, at det store græskar kunne holde varmen.

Råddenskab er den største fjende, når man har et kæmpegræskar. Så landmanden har taget helt særlige metoder i brug for at indbringe den storslåede høst.

"Vi har brugt børnepudder i begge ender, hvor stilkene går ind, og sat blæser på inde i drivhuset for at være sikker på, at der ikke kommer råd. For hvis der kommer lidt råd eller bakterier ind ved stilkene, så er det slut. Så er det et spørgsmål om 14 dage, så kan det pludselig falde sammen," fortæller han.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle