Kombination af biologisk og kemisk bekæmpelse gav mest

Man skal tage det bedste fra økologien og det bedste fra det konventionelle for at få størst nytte, mener Niels Bjerre.

Brug det bedste af begge verdener.

Det var budskabet, da Niels Bjerre, Agricultural productioni manager hos Bayer Nordic, holdt indlæg i en debat med temaet ”pesticider eller ej«.

For såvel økologien som det konventionelle landbrug kan være med til at mindske aftrykket fra fødevareproduktionen på omgivelserne mindst muligt.

Halvt udbytte

Niels Bjerre brugte en spansk ferskenproducent som eksempel.

Han vil gerne producere 100 kg ferskner som han kan sælge. Hvis han ingenting gør i sin plantage, så skal han producere 213 kg ferskner for at have 100 kg salgbar vare, og der er ikke bare tale om grimme ferskener, men om ferskener ingen af os vil spise.

Så kan han købe og bruge nogle svampemidler fra sådan nogle firmaer som Bayer, og så skal han kun lave 155 kg ferskner for at have 100 kg salgbar vare.

Endelig kan han oven i programmet med de traditionelle svampemidler bruge et nyt biologisk middel, og så skal han kun lave 110 kg ferskner for at have 100 kg han kan sælge.

Unødigt spild

»Jeg håber de fleste er enige med mig i at det ikke er bæredygtigt at skulle smide mere end halvdelen ud. Mit budskab med det er at fremtidens fødevareproduktion skal tage det bedste fra begge produktionsformer - bruge videnskab og forskning til at producere endnu bedre fødevarer og gøre aftrykket på omgivelserne mindst muligt - og målet er at producere mere mad og samtidig passe på miljøet«, understregede Niels Bjerre.

Nej til insekticider

Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk konsulent i Danmarks Naturfredningsforening åd dog ikke konklusionen råt.

»Økologi er jo ikke at gøre ingenting, og det er ikke i alle økologiske afgrøder, at udbyttet kun er det halve af det konventionelle«, pointerede hun. Ifølge Rikke Lundsgaard burde insekticider helt forbydes, fordi de forstyrrer naturens orden for meget. Hun nævnte den aktuelle debat om neonikotinoider (et insekticid, som i Danmark bruges til at bejdse bl.a. raps og roer, red.).

»I DN er vi helt overbevist om, at brugen af neonikotinoider har været negativ for bierne i Danmark. Og vi håber, at Regeringen og Miljøstyrelsen vil rette sig over det forbud, der netop er blevet vedtaget på EU-niveau«, fastslog hun.

Niels Bjerre tillod sig at undre sig over, hvordan bejdsning af roer kan påvirke bierne.

»Jeg har hakket mange roer, uden at støde på en bi. Roerne blomstrer ikke, og det gør de kornafgrøder, der kommer efter heller ikke«, sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle