Kommissær: Medlemsstater kan godt lave gnidningsløs overgang for unge landmænd i klemme

I et svar fra EU-Kommissionen til Venstres Asger Christensen lyder det, at etableringsstøtte til unge landmænd, som endnu ikke er betalt, kan overføres til medlemsstaternes strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, Det kan dermed hjælpe den gruppe af unge landmænd, som kommer i klemme i overgangen mellem to støtteordninger.

En mindre gruppe landmænd kommer i klemme, når EU's etableringsstøtte til unge landmænd fra 2023 skifter fra en ordning til en anden.

Fra 2023 kan landmænd under 41 år søge om etableringsstøtte i en ordning, hvor støtten udbetales som et engangsbeløb. Den erstatter den ordning, som har kørt siden 2014, og hvor etableringgsstøtten var spredt ud over årlige udbetalinger.

De unge landmænd på den gamle ordning kan godt skifte mellem de to ordninger. Gør man det, så får man engangsbeløbet, der er op til 100.000 euro eller 745.000 kroner, modregnet det beløb, som man hidtil har fået i årlige udbetalinger.

Problemet ved skiftet mellem overgangsordningerne kommer for de landmænd, der i 2023 er fyldt 41 år, der slet ikke kan søge under den nye ordning, da de her vil være for gamle.

Vil have overgangsordning

Venstres medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen talte i sidste uge varmt for, at man i Danmark laver en overgangsordning, som kan hjælpe den gruppe af landmænd, der kommer i klemme. Ved samme lejlighed sendte han en række spørgsmål afsted til EU-Kommissionen. Blandt andet hvordan Kommissionen forholder sig til det faktum, at nogle landmænd under den gamle ordning, vil være for gamle til at blive omfattet af den nye ordning, men som stadig var berettiget til ét eller flere års støtte gennem den eksisterende ordning.

I sit svar sender Kommissionen bolden tilbage til de danske myndigheder.

- Lovgivningen om den fælles landbrugspolitik giver således tilstrækkelige muligheder for en gnidningsløs overgang og dækning til disse støttemodtagere, afhængig af medlemsstaternes valg, lyder det i svaret fra Kommissioen på vegne af landbrugskommissær Janusz Wojciechowski til venstremanden.

I svaret fra Kommissæren lyder det, at etableringsstøtte til unge landmænd, som endnu ikke er betalt, kan overføres til medlemsstaternes strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, som den ser ud efter reformen .

Desuden kan landbrugere, der er nyetablerede og over 40 år, modtage etableringsstøtte i overensstemmelse med den specifikke strategiske plan.

Har kæmpe betydning for den enkelte

Ifølge Asger Christensen viser Kommissionens svar, at det netop er implementeringen af støtteordningen, som er gået galt i Danmark. Han mener, at fødevareminister Rasmus Prehn må "op med pengepungen" til de få landmænd, som det drejer sig om.

- Det handler om meget få unge landmænd, der kommer i klemme. Det har nødvendigvis ikke stor betydning i det store billede, men det har en kæmpe betydning for de enkelte unge landmænd, der kommer i klemme, og som har brug for den økonomiske etableringsstøtte til at foretage de nødvendige investeringer på sit landbrug, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle