Kommission afleverer beretning om mink i slutningen af juni

Statsminister Mette Frederiksens (S) rolle bliver klargjort i minksagen, hvor flere millioner blev aflivet.

Den politisk betændte sag om aflivningen af flere millioner mink når sin foreløbige kulmination, når Minkkommissionen afleverer sin rapport til Folketinget 30. juni.

Den har set på regeringens og topembedsmænds rolle i aflivningen af flere millioner mink på grund af frygt for mutation af coronavirus.

I juni 2020 blev der konstateret coronasmitte på en minkfarm i Nordjylland, og siden voksede smitten. Myndighederne frygtede, at virus kunne mutere og blive sværere at bekæmpe.

Derfor meldte regeringen på et pressemøde 4. november ud, at alle mink i Danmark skulle aflives.
Få dage efter kom det frem i pressen, at lovgrundlaget for at kræve aflivningen ikke var på plads.

Siden blev der af et flertal i Folketinget nedsat en kommission til at undersøge sagen.

Blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef Barbara Bertelsen har været indkaldt som vidner i sagen.

Flere medier har beskrevet, at Statsministeriet står til kritik for dets rolle i aflivningen af de omkring 15 millioner mink.

Det fremgår af høringsbreve, som Minkkommissionen har udsendt til en række af de aktører, som har været til afhøring.

Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen deltog på det centrale møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor det blev besluttet, at alle landets mink skulle aflives.

Kommissionen har haft til opgave at se på ministre og embedsmænds rolle i sagen og kommer med sin beretning 30. juni. Til forskel fra tidligere kommissioner har den været hurtigarbejdende.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle