Kommunale selskaber brænder halmleverandører af

Halmleverandører får ikke penge for den halm, de leverede i november på grund af uenighed i kommunalt selskab.

Hvis man troede, man var sikker på betaling for sin halm, når man leverer til det offentlige, tager man fejl. Det må halmleverandører, der har leveret til Refa på Lolland-Falster nu erkende. 40 halmleverandører står og mangler i alt 3 mio. kr. for den halm, de leverede til Refa i november og nogle leverandører mangler helt op til 200.000 kr.

Det er konsekvensen af, at REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk (MSK) 4. december gik i rekonstruktion. Det betyder, at de betaler deres regninger fra denne dato, men ikke udeståender fra tidligere, og der er leveret halm i fem uger, som ikke er afregnet. 

MSK gik i rekonstruktion, da det ikke lykkedes at få en prisregulering af den varme, som de leverer til  Sakskøbing Fjernvarmeselskab, Maribo Varmeværk. Disse selskaber har kontrakter, der løber frem til 2030. Økonomien har været baseret på en højere pris på el, som ikke længere holder, skriver Refa til halmleverandørerne.

Forening kæmper

Knud Erik Clausen, næstformand i Danske Halmleverandører er rystet over at selskaberne, der ganske vist er selvejende, men har kommunale garantier, ikke har kunnet blive enige med sig selv om, at regulere prisen, så en rekonstruktion, sidste skridt før konkurs, blev en realitet.

”Det sidste man forventer, når man indgår en aftale med det offentlige er, at man ikke får sine penge for det, man leverer”, siger han. 

Danske Halmleverandører er gået ind i sagen for at hjælpe halmleverandørerne med at få betaling for den leverede halm. 

Tilskud forsvandt

Henrik Høegh (V), medlem af Refa MSK’s bestyrelse og viceborgmester i Maribo Kommune er utroligt ked af, at man har været nødt til at gå i rekonstruktion.

”Det er meget ærgerligt, at vi er nået hertil, for det bliver kun dyrere for alle parter med advokater til pæne timelønninger. Men vi har prøvet alt, hvad vi kunne”, siger han. 

Han peger på, at det er bortfald af et tilskud på 15 øre pr. kg halm, der er skyld i miseren. Refa MSK har mistet 8 mio. kr. på den konto. Andre steder leverer varmeværkerne selv direkte til forbrugerne, og har kunnet hæve prisen på varme. Refa MSK leverer derimod til to selskaber med kommunale garantier, som så sælger varmen til forbrugerne. 

”Det er meget ærgerligt, vi ikke har kunnet blive enige med dem om en løsning. Vi var enige om en prisforhøjelse, men de forlangte en kontrakt frem til 2036, og det kan vi ikke lave, for vi kender ikke elprisen så langt frem i tiden. Det kunne løbe rundt for os med en pris på 25-27 øre pr. kWh, men den kan jo komme til at svinge fra 10 til 40 øre – det ved vi ikke, og så kan vi ikke garantere prisen”, understreger han. 

Han peger på, at prisniveauet på fjernvarme er lavt i de pågældende kommuner, og en prisforhøjelse ville koste cirka 66 kr. om måneden for forbrugerne. 

”Maribo Varmeværk leverer den næstbilligste varme på de østlige øer og ville gå fra en andenplads til en femteplads ved de prisforhøjelser, vi var enige om, så det er ikke fordi, det ville blive dyrt”, siger han. 

LandbrugsAvisen har forsøgt at få en kommentar fra kurator Søren Christensen Volder, advokatfirmaet Bech-Bruun for at høre, om halmleverandørerne på et senere tidspunkt kan forvente at få hele eller dele af det skyldige beløb for den leverede halm. Det er ikke lykkedes pt., men artiklen opdateres.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle