Kommunalvalg 2021: Så mange landmænd endte med de gyldne kæder

I 17 danske kommuner bliver det en landmand, der sidder på borgmesterkontoret de næste fire år. Det viser LandbrugsAvisens optælling.

Kommunalvalget blev som forventet præget  af dramatiske valggysere, rævekager, politiske nederlag og sejre. Det viste også nok engang, at landmænd er en usædvanlig politisk engageret befolkningsgruppe.

Kommmunalvalget var spækket med kandidater med baggrund i landbruget og i hele 17 kommuner endte valgnatten med en borgmesterpost til en landmand: 15 Venstre-landmænd, en fra Slesvigsk Parti og en konservativ.

Det viser LandbrugsAvisens optælling af valgresultatet.

Sådan gik det i nord

I Region Nordjylland er seks landmænd fremover at finde på borgmesterkontorerne:

I Thisted er Landbrug & Fødevarers tidligere formand Niels Jørgen Pedersen ny borgmester for Venstre. 
Niels Jørgen Pedersen er mælkeproducent fra Snedsted og var som spidskandidat for Venstre med til at sikre partiet et fint valg med et ekstra mandat i byrådet og 5.400 stemmer.

I Morsø lykkedes det mangeårig Venstre-borgmester og landmand i 29 år Hans Ejner Bertelsen (V) at genvinde borgmesterposten.

Hans Ejner Bertelsen (63) er landmand fra Bedsted og han blev første gang  borgmester i 2013.

I Hjørring er slagtesvineproducent Søren Smalbro ny Venstre-borgmester.

Søren Smalbro har bl.a. været omtalt i LandbrugsAvisen for sit natur-engagement, da han deltog i Hjørring Kommunes projekt ”Naturkommunen blomstrer vildt”.

I Brønderslev fortsætter mangeårig borgmester og deltidslandmand Mikael Klitgaard (67) på borgmesterposten for Venstre. Den læreruddannede borgmester var allerede før kommunesammenlægningen borgmester i Dronninglund Kommune og blev i 2007 den første borgmester i Brønderslev kommune.

I Vesthimmerland har borgmester Per Bach Laursen (59) fra Løgstør genvundet borgmesterposten for Venstre. Venstre gik frem med én plads i byrådet og Per Bach Laursen blev valgets stemmesluger med 2.965 personlige stemmer.

Per Bach Laursen er bl.. tidligere formand for Danske Svineproducenter og tidligere næstformand i Tolvmandssektionen.

I Skive fortsætter Venstre-borgmester og landmand Peder Christian Kirkegaard (65) efter fremgang for Venstre.  Han har siddet i borgmesterstolen siden 2013. 

To i Midtjylland

I region Midtjylland var der en ny borgmesterpost til Mads Jakobsen (V) i Struer efter fremgang for Venstre. Han er uddannet driftsleder, selvstændig landmand siden 1990 og økologisk landmand med malkekøer.

I Ikast-Brande fortsætter Venstre-borgmester Ib Lauritsen trods tab af to Venstre-mandater.
Ib Boye Lauritsen er landmand og kartoffelavler og borgmester siden 2017.

En enkelt borgmester fra det midtjyske med baggrund i landbruget må sige farvel til borgmesterkontoret: Steen Vindum, landmand og Venstre-borgmester i Silkeborg siden 2014, overlader borgmesterkæderne til socialdemokraten Helle Gade efter Venstres tab af tre pladser i byrådet.

Region Syddanmark

I Region Syddanmark var der som ventet mange valgdramaer, men også en række genvalg til Venstre-borgmestre med landbrugsbaggrund.

I Vejle kan gårdejer, Venstre-borgmester Jens Ejner Christensen (53) fortsætte i sin anden borgmesterperiode. Jens Ejner Christensen har en lang fortid i landbrugets organisationer, bl.a. som formand for Vejle-Fredericia Landboforening, som medlem af landmandsbestyrelser på Axelborg og som formand for Videncentret i Skejby, det nuværende Seges. Han har også været medlem af Folketinget et år.

Jens Ejner Christensen blev ved kommunalvalget én af valgets helt store stemmeslugere med 8.090 personlige stemmer. Det placerer ham som nr. 14 på den landsdækkende top 25.

I Tønder blev det efter en dramatisk og bloddryppende valgnat Jørgen Popp Petersen, fra det tyske mindretals parti Slesvigsk Parti, som blev ny borgmester  i en bred konstituering med seks partier
Uden om bl.a. Tønder Listen, valgets største stemmesluger.

Jørgen Popp Petersen er den første danske borgmester fra det tyske mindretal. Han har været formand for den tyske landboforening LHN i Tinglev i 20 år men stoppede i foråret 2020 for at hellige sig valgkampen.

Henrik Frandsen, Tønderborgmester siden 2016, tidligere Venstre, måtte, trods jordskredssejr til Tønder Listen, gå tomhændet hjem, selvom hans liste fik 29 pct. af stemmerne og blev byrådets største parti.

Henrik Frandsen er bl.a. tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer og tidligere formand for Sønderjysk Landboforening,

I Kolding lykkedes det ikke tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen at vinde borgmesterposten.
Dermed bliver det heller ikke til en plads i Folketinget for Eva Kjers suppleant Mogens Dall, tidligere formand for LandboSyd.

Ny borgmester er til gengæld endnu en lokalpolitker med landbrugsbaggrund: Den konservative, landmandsuddannede merkonom og erhvervsrådgiver Knud Erik Langhoff (71).

I Haderslev er landmand Mads Skau (Venstre) ny borgmester trods lille tilbagegang for Venstre. Han fik næstflest personlige stemmer: 2.116 stemmer. Mads Skau (54) er 11. generation på slægtsgården Skovgård med syv medarbejdere.

I Varde afløser tidligere minkavler Mads Sørensen (Venstre) den mangeårige borgmester Erik Buhl Nielsen (V), der ikke genopstillede. Dét kom der da ud af hans tvunge kursskifte.

I Vejen genopstillede en landmands-borgmester - Egon Fræhr (V) deltidslandmand og tidligere landskonsulent – ikke. Her gik borgmesterposten til Konservative.

På Nordfyn var der genvalg til Morten Andersen (V) som første gang blev borgmester i 2009. Morten Andersen er agrarøkonom, svineproducent og driver med sin bror landbruget Enghavegard Aps.

På Samsø er agrarøkonom og tidligere godsinspektør Søren Wiese ny Venstre-borgmester. Han overtager efter natligt drama, hvor SF spillede en central rolle, posten efter socialdemokraten Marcel Meijer.

Region Sjælland m.v.

I den sjællandske Slagelse Kommune er der også  en ny landmandsborgmester på broen: Knud Vincents (V) tager over efter  socialdemokraten John Dyrby Paulsen.

Knud Vincents (56) fra Bisserup har været selvstændig landmand siden 1985 og har haft sin egen gård siden 1989, hvor han dyrker bl.a. grønsager, kartofler, hvede og frøavl.

I nordsjællandske Gribskov Kommune er deltidslandmand m.m. Bent Hansen ny Venstre-borgmester.
Han overtager efter Anders Gerner Frost fra lokallisten Nytgribskov.

I Guldborgsund mistede landmand og mangeårig borgmester siden 2010 John Brædder (59), fra Guldborgsundlisten, borgmesterposten til socialdemokraten Simon Hansen.

Opdateret 18.11: Koldings nye borgmester, den konservative, landmandsuddannede Knud Erik Langhoff, er tilføjet listen over landmandsborgmestre, ligesom tallet "16 Venstre-landmænd" er korrigeret - der er kun 15. De to sidste er landmænd med partibaggrund i hhv. Slesvigsk Parti og Det Konservative Folkeparti.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle