Konkurs efter 38 år som landmand: Jeg er faktisk afklaret med det

Jens Aage Jensen overtog slægtsgården efter sin far i 1981. I januar solgte han - og gik konkurs med milliongæld. Men hellere det end at sætte sine sønner i fedtefadet fremover.

"Vi er faktisk afklarede med det", fortæller Jens Aage Jensen fra Vejen.

Siden 1981 har han styret slægtsgården med mælkeproduktion lige op ad Kongeåen. Undervejs er naboejendomme købt til, så bedriften er fulgt med i strukturudviklingen.

Men i januar endte det hele brat. Jens Aage Jensen gik efter salg af sin bedrift til nabogården erklære sig selv konkurs.

Dermed blev han en del af en kedelig statistik på hele ni yderst erfarne mælkeproducenter, der i en periode på under tre måneder, fra slut oktober til januar, er erklæret konkurs, fortæller denne uges LandbrugsAvisen.

Den yngste startede i 2002 som landmand, mens Jens Aage Jensen med knap 40 års baggrund som landmand er blandt de yderst rutinerede, der så alligevel har måtte via skifteretten for at gå ud af erhvervet.

Udvidelse gik for langsomt

For Jens Aage Jensen blev det en udvidelse for et par år siden med robotter i en ældre stald, der fik en del af læsset til at vælte, fortæller han.

"Vi gjorde det med eget opdræt, fordi vi ikke ville have sygdomme ind, men det tog for lang tid, før vi fik stalden fyldt. Samtidig blev køerne for gamle og mælkeydelsen var ikke det, den skulle være", forklarer Jens Aage Jensen.

"I efteråret fik vi så salmonella status 2 i besætningen alligevel".

Samtidig gav den nære beliggenhed til Kongeåen en række udfordringer på miljøsiden for driften.

Knægtene skal ikke i fedtefadet

Familiens to sønner har begge regnet på at overtage bedriften, men intet kunne hænge sammen. Derfor blev gården i januar overtaget af naboen og staldene skal nu saneres, først med kausisk soda og siden med flere måneders tomme stalde, før naboen kan tage dem i brug på ny.

Få dage senere gik Jens Aage Jensen konkurs med en gæld på op mod 5 mio. kr.

"Selv om det er en slægtsgård, skal knægtene ikke sættes i fedtefadet. Det er ikke meget værd at gå med noget, der ikke kan rende rundt", mener Jens Aage Jensen.

Han glæder sig over, at hustruen for tre år siden købte et hus i den nærliggende by, som familien kort efter rykkede ind i. 

"Da vi først havde taget beslutningen om at sælge, var det ok. Så skal vi bare igennem det og have os et liv bagefter. Jeg har haft et dejligt liv med køer", siger han.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle