Konkurs hos argentinsk crusher sender soja op

På afgrødemarkedet er der uro omkring finansielle problemer hos argentinsk sojamølle og Kina åbner op for nye dispensationer på amerikanske sojabønner og svinekød. Rapsfrø rammer nyt toppunkt denne sæson.

Stor købsinteresse blandt de kommercielle aktører løftede torsdag sojaskrå højere.

Der var især købsinteresse fra de kommercielle aktører, der ser deres snit til at få afdækket noget forbrug efter skråen er vendt tilbage til under 300 dollars på de forreste kontrakter. Skråen korrigerede lavere på en skærpet retorik i handelskrigen henover november måned, hvilket blandt andet har fået de spekulative fonde til at øge deres solgte positioner i håb om yderligere prisfald.

Det rapporterer Jyske Markets.

I mellemtiden er stemningen igen vendt på hovedet med mere forsonende toner. Rygterne siger også at en større argentinsk sojamølle har finansielle problemer og på den baggrund været nødsaget til at likvidere sine solgte positioner i sojaskrå.

Møllen skulle angiveligt have købt 3.000 kontrakter i løbet af få minutter på marts-terminen, og været en medvirkende årsag til at løfte hele komplekset højere, da stigningerne har spredt sig til let short covering blandt fondene, der ved den seneste opgørelse havde shortpositioner på små 43.000 kontrakter.

Dermed synes den perfekte storm torsdag at have ramt sojakomplekset, hvor skråen førte an med prisstigninger på lidt over 1,50 procent under høj volumen. Baseret på den politiske og økonomiske usikkerhed i Argentina, med en pæn sandsynlighed for forhøjelser af eksportskatterne, kan det forventes at de argentinske eksportører og crusher vil øge deres salg på spot-basis.

Hvis rygterne taler sandt om at en del af torsdagens stigninger var ’tvungne’, kan det tale for en korrektion i skråen.

Kina åbner op for dispensationer

Omvendt er ny medvind på vej til sojakomplekset i dag, hvor der fortsat blæser positive vinde over handelsforhandlingerne. Reuters rapporterer her til morgen, med henvisning til Kinas Finansministerium, at landets Kabinet vil udstede nye dispensationer for importtold på amerikanske sojabønner og svinekød.

Toldfritagelserne er baseret på ansøgninger fra individuelle virksomheder om import af amerikanske sojabønner og svinekød, uden dog at nævne specifikke mængder.

Et lidt overraskende træk i relation til at kineserne for nyligt har oplyste at kvoten var opbrugt, og nye dispensationer ikke skulle forventes uden toldnedsættelser.

USDA kunne så sent som i går eftermiddags meddele at man havde solgt 245.000 tons sojabønner til en ikke offentliggjort destination, som potentielt kunne være Kina.

Rapsfrø i nyt topniveau

Den positive stemning i sojakomplekset smittede af på den vegetabilske olie, hvor rapsfrøene ramte et nyt topniveau for denne sæson. Palmeolien fortsætter opturen på udsigt til en strammere malaysisk forsyningsbalance, mens rygter om yderligere produktionsbegrænsninger på OPEC-mødet i Wien understøttede råolien.

Den canadiske canola har genfundet lidt styrke, og Statcan vil i dag offentliggøre nye udbytteestimater for indeværende høst.

Stærk konkurrence fra Sortehavsoprindelserne pressede møllehveden lavere, kombineret med at argentinske oprindelser også begynder at finde vej til importmarkederne. 46 procent af de argentinske hvedearealer ventes på nuværende tidspunkt høstet.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle