Konkursramt landbrug reddet af pengestærk tidligere landmand

Helle Andreasen og hendes mand kan efter et hårdt år ånde lettet op. 23. december skrev parret under på en købsaftale, og den konkurstruede gård forbliver i familien.

Helle Andreasen, der står bag den populære Facebookside Landbrugets Stemmer, fik en tidlig julegave den 23. December. 

LandbrugsAvisen.dk har tidligere skrevet den tragiske historie om Helle og Eskild Andreasen, der var ved at miste  deres slægtsgård på grund af lave mælkepriser og et swap-lån. Parret forsøgte at få Helle Andreasen ind som køber af gården, men banken krævede en sikkerhed i form af investorer. 

Nu ser det dog lyst ud for den jyske familie. I et Facebookopslag på siden "Landbrugets Stemmer" har Helle og Eskild Andreasen skrevet, at de fredag den 23. december efter lange forhandlinger kunne skrive under på en købsaftale af bedriften. 

"Efter mange forhandlinger skrev jeg under på en endelig købsaftale fredag d. 23 december. Vi ved snart ikke, om vi tør at sige det højt. Vi er bange for, at det så forsvinder igen, som sand gennem fingrene. Vi har hele tiden forventet, at vi nu ville være i total lykkerus, men siden har vi stået og ikke vidst, om vi skulle grine eller græde," skriver Helle Andreasen på Facebook. 

Blev reddet af tidligere landmand

I opslaget fortæller parret, at parret efter et interview til Dagbladet Ringkøbing-Skjern blev kontaktet af en tidligere landmand, der kendte til landbrugets op- og nedture. Han ville gerne stille et stort beløb som sikkerhed, så parret kunne købe deres gård tilbage. 

"Det var fuldstændig surrealistisk at nogle fantastiske mennesker, vi aldrig havde mødt før troede på vores sag. Så begyndte vi at tro på, at julemirakler måske kan ske," står der i Facebookopslaget.

Landbrugsbanken LFB er også kommet ind over købsaftalen, men der kommer til at gå noget tid, før parret vil have samme tillid til banker, som de havde en gang. 

"Vi selvfølgelig blevet mere skeptiske over for banker og derfor skal vores nye banker også arbejde for at få tilliden."

"Vi blev spurgt om det ikke efterlod et ar? Vi døde ikke- vi blev stærkere!" står der i opslaget. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle