Konkursramt storlandbrug sat til salg - uden pris

Kvæggård med godkendelse til 800 malkekøer med opdræt er udbudt til salg efter konkurs. Der er ingen annonceret pris på ejendommen.

En kvægbedrift i Vejle Kommune ved Thyregod er blevet udbudt til salg efter konkursbo.

Ejendommen har godkendelse til 800 køer, men i 2017 var der mælkeproduktion fra ca. 700 køer med kvier.

Agriteam, der har ejendommen til salg, har ikke annonceret pris på den.

Ejendommen udbydes uden pris, eftersom marginalpanthaver fortsat er interesseret i at deltage i finansiering af bedriften, såfremt køber har interesse heri, skriver ejendomsmægler på sin hjemmeside.

"Vi har lagt den ind uden pris, fordi vi lige ville se, hvad der kom af bud. Det er ikke alle landets bønder, der kan få finansiering til sådan en ejendom og som mulighed for at løfte opgaven. Vi tænker også at køberen kan være hollændere", siger advokat Flemming Jensen, der er kurator for ejendommen.

Han ønsker ikke, at indikere et prisleje for bedriften.

"Der har været interesse for ejendommen, og vi håber, at vi kan få en aftale på plads, inden vi skal i gang med forårsarbejdet", siger Flemming Jensen, men han understreger skal have den pris, ejendommen er værd.

"Vi har den tålmodighed, der skal til, og vi har indsat en driftleder, og det kører rigtig godt. Vi har fået gennemført nogle effektivitetsforbedringer og fået omkostninger ned. Det er et skarpt landbrug, der er til salg nu", siger han.

Bedriften består af syv ejendomme, hvoraf de tre er med boliger, og de øvrige fire er bygningsløse landbrugsejendomme.

Uheldig timing

Flemming Jensen fortæller, at det er er nogle store investeringer på et uheldigt tidspunkt, der er årsagen til konkursen.

"Det har tidligere været et I/S, men den ene part trak sig ud for tre år siden. Og den meget lave mælkepris sammen med de store investeringer har helt banalt gjort, at der ikke var rentabilitet", siger han.

Produktionen foregår på hovedejendommen, Hastrupvej 34 i Give, og med kvier på Vesterlundvej 83 samt i lejet stald. Alle bygninger inden for en afstand af ca. fire km, dog med vej gennem Thyregod by.

Der er lige knap 300 hektar til ejendommen og i Markplan 2017 var der i alt ca. 450 hektar inklusiv tilforpagtede arealer.

Ejendommene sælges i fuld drift inkl. besætning, beholdninger, driftsinventar, betalingsrettigheder samt avl på rod.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle