Konservative om nye regler på vej for udenlandske praktikanter: "Vi bakker helt op"

De konservative er klar til at støtte de betingelser, som minister har fremført for, at ændre bekendtgørelse, som giver udenlandske praktikanter mulighed for at være i landet i 18 måneder. Fra Venstre lyder der også opbakning, men den er ikke ubetinget. OPDATERET 19:54

Opdateret 19:54 med kommentar fra Venstre.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) får opbakning fra De Konservative til de betingelser, som han stillede torsdag i et brev til Folketingets udlændingeordførere, for at ændre i en bekendtgørelse, så udenlandske praktikanter kan være i Danmark i 18 måneder frem for 12 måneder.

I brevet torsdag til udlændingeordførerne lød det fra ministeren, at udlændinges praktikophold i landbruget kan forlænges fra 12 til 18 måneder via ændringer i en bekendtgørelse. En minister kan ændre i en bekendtgørelse uden at have flertal bag sig i Folketinget.

Men for at gøre det, kræver Mattias Tesfaye, at et flertal i Folketinget alligevel allerede nu tilkendegiver, at de vil støtte nogle lovforslag, som endnu ikke er fremsat, men som også vedrører udenlandske praktikanters forhold i Danmark. 

De lovforslag ventes fremsat inden for et par måneder, og er ligesom de 18 måneders praktik en del af en aftale, som regeringen i oktober sidste år blev enige med 3F, GLS-A og Landbrug & Fødevarer omkring. Den del vedrører blandt andet, hvordan eventuelle tvister mellem en praktikant og arbejdsgiver i fremtiden skal løses.

"Vi er glade for den aftale, der er lavet. Og synes det er på høje tid, at vi får den effektuteret, så vi bakker helt op", lyder det fra Marcus Knuth, udlændingeordfører hos De Konservative.

Han fortæller, at Konservative længe har presset på for at få forlænget muligheden for at have udenlandske praktikanter i 18 måneder.

"Især under hele corona-nedlukningsperioden, hvor mange landmænd virkelig stod og manglede arbejdskraft", siger Marcus Knuth, der tilføjer:

"Den (aftalen, red.) blev jo indgået et godt stykke før jul, så nu undrer jeg mig bare over, hvorfor han (Mattias Tesfaye, red.) ikke har fået det her effektueret tidligere, men altså, bedre sent end aldrig", siger Marcus Knuth.

Med opbakningen fra De Konservative kommer Mattias Tesfaye 13 mandater tættere på at have det politiske flertal, som han kræver for hurtigt at ændre bekendtgørelsen, så udlændinge kan være i praktik  i landbruget i 18 måneder.

Flertal med Venstre

Giver for eksempel Venstre opbakning til indholdet i ministerens brev, vil der være et politisk flertal i Folketinget.

Ud fra en skriftlig kommentar fra Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede fredag aften til Landbrugsavisen fremgår det, at partiet giver delvis opbakning til indholdet i Mattias Tesfayes brev fra torsdag. 

Fra Mads Fuglede lyder det:

"Som udgangspunkt kan Venstre støtte et selvstændigt lovforslag, der alene udmønter de dele af aftalen med arbejdsmarkedets parter på landbrugsområdet, som kræver lovændring".

"Men vi tager først endegyldigt stilling til det, når vi ser hele lovforslaget", lyder det fra Mads Fuglede.

Vil sikre balance

Begrundelsen for ikke uden videre at ændre bekendgørelsen fra ministeren er, at han vil sikre balancen i den aftale, som blev indgået i oktober i blandt arbejdsmarkedets parter og regeringen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle