Konsulent: Hold majsen lidt endnu

Såningen af majs er så småt kommet i gang, men vejrudsigten lover køligere vejr efter weekenden, så mange vil vente lidt endnu.

Jorden er efterhånden blevet lun nok til majssåning, forklarer Per Skodborg Nielsen, planterådgiver for Sagro i Herning.

"Majsen bør ikke sås før jordtemperaturen passerer 8 grader og holder niveauet under fremspiringen. 
Vi går måske en kold periode i møde efter weekenden, og mange landmænd venter derfor med at så majs.
De første er i gang med forberedelserne af såbedet med gyllenedfældning og nedpløjning af staldgødning og dybstrøelse. Hvis majsen bruger for lang tid på at fremspire, så risikerer planterne svampeangreb", forklarer Per Skodborg Nielsen.

Det er især Fusarium svampe, som kan volde problemer, blandt andet såkaldt spiringsfusariose hvor spiren krøller og ligner en proptrækker.

Jordtemperaturen skal gerne fortsætte med at være lun efter, at majsen er spiret frem. Per Skodborg Nielsen forklarer, at fremspiringen kan ske inden for fem dage i en lun jord.

Omvendt kan der gå helt op til 14 dage før majsen fremspirer i en kold og våd jord.

Det er, ifølge Per Skodborg Nielsen, en god ide at undgå de mest våde jorde, og i stedet så majs på de højere og lunere jorder, hvor færdsel med maskinerne også må formodes muligt til efterårets majssnitning.

Per Skodborg Nielsens bedste råd til landmænd er, at holde nøje øje med jordtemperaturen:

"Når den er konstant lun nok, så kan man gå i gang".

Majsens deadline

Majsen skulle, ifølge Per Skodborg Nielsen, gerne være sået inden første halvdel af maj.

Han tilføjer, at det ville være ønskværdigt, hvis majsen kunne sås inden en uge inde i maj, men han tvivler på, at det bliver tilfældet.

Økologerne, som sår senere for at undgå konkurrence fra ukrudt, bliver først senere færdige, men bør helst være færdige med såningen senest midten af maj, forklarer Per Skodborg Nielsen.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.