Kontingentforhøjelse gav debat

Internt rod i økonomien kan lægge gift for medlemmernes betalingsvilje, sagde Niels Rasmussen, Centrovice.

Primærbestyrelsens beslutning om at gennemføre en markant forhøjelse af medlemskontingentet til Landbrug & Fødevarer gik ikke upåtalt hen på delegeretmødet i Herning.

»Medlemmerne vil gerne betale lidt mere, men der er ingen nåde for Herren, hvis man efterlader det indtryk, at internt rod i økonomien er afgørende for synet på kontingentstigningen,« sagde Niels Rasmussen, formand for Centrovice.

Fortjent til

Peter de Cederfeld Simonsen, Patriotisk Selskab, præciserede, at kontingentstigninger er »noget man skal gøre sig fortjent til«.

»Man bruger fortidens synder og hensættelser som argumentation for kontingentstigninger, men det skal man gøre sig fortjent til,« sagde Peter Simonsen, der efterlyste en analyse af, hvordan medlemmerne bruger og betaler for rådgivningen.

Hvad med udmeldelser

En tredje delegeret i salen spurgte til, om den seneste tids udmeldelser af lokale landboforeninger er indregnet i budgettet og de kommende stigninger i kontingentet.

»Det er jo de store, der har meldt sig ud, og det er de store, som skal bære 80 pct af kontingentstigningen,« sagde han.

Martin Merrild svarede med at opfordre alle delegerede til at gå hjem og tage en dialog med utilfredse medlemmer.

»Selvfølgelig skal vi tage udmeldelserne alvorligt, men ambitionen er selvsagt, at vi skal fastholde medlemmerne,« sagde han.

Store skal bidrage mest

Martin Merrild sagde også, at det også i fremtiden vil Landbrug & Fødevarers kontingentstrategi, at de store skal betale mest. Og han fastholdt, at kontingentet til L&F fortsat er lille sammenlignet med andre organisationer,

 

VSP-sagen ikke slut

Peter de Cederfeld Simonsen spurgte til revisorernes ansvar i forhold til den såkaldte VSP-sag (Videncenter for Svineproduktion har haft rod i bilagene til EU-støttede projekter, sagen giver et tocifret milliontab men er endnu ikke afsluttet.)

Her svarede L&F-direktør Lars Daugaard, at juridiske udredninger har placeret ansvaret hos den daværende ledelse for Videncenter for Svineproduktion.

»De har på 36 punkter erklæret, at alle krav var opfyldt, men det har vist sig ikke at være tilfældet.«

Lars Daugaard oplyste også, at L&F fra foråret 2015 fremlæger regnskaberne på en ny og langt mere gennemsigtig måde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle