Kontrol: Syv ud af ti svineavlere overholdt regler om lægemiddelzink

Fødevarestyrelsen varslede sidste år omfattende kontroller i de danske svinestalde. Nu viser et af resultaterne, at størstedelen af producenterne overholder reglerne for lægemiddelzink.

Fødevarestyrelsen varslede sidste år, at styrelsen ville foretage omfattende kampagnekontroller i 600 svinestalde landet over.

Nu er resultatet for den ene kampagne med fokus på besætningernes medicinskabene landet.

En stikprøvekontrol hos godt 200 svineavlere, som Fødevarestyrelsen gennemførte i efteråret, viste, at langt de fleste svineavlere overholder reglerne om blandt andet brug, registrering og opbevaring af lægemiddelzink til fravænningsgrise. Syv ud af ti svineavlere overholdt nemlig reglerne.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Fravænningsgrise er de dyr, som netop er taget fra soen og skal til at klare sig med almindeligt svinefoder. Den overgang giver ofte diarré, som landmanden kan behandle med netop lægemiddelzink.

Fødevarestyrelsens kontrol omfattede godt 200 svinebesætninger, som havde fået dyrlægeordineret lægemiddelzink.

Styrelsen fandt hverken eksempler på ulovligt erhvervet zink eller zink, som ikke var opbevaret korrekt.

Indskærpelser til hver fjerde

Men Fødevarestyrelsen fandt huller i registrering af medicinforbruget til grisene i hver fjerde besætning.

Til 26 procent af de kontrollerede besætninger blev der givet indskærpelser for enten mangelfulde eller manglende medicinoptegnelser.

Indskærpelser er en påmindelse om reglerne, og er ifølge styrelsen en sanktion i den milde ende.

Formålet med kravet om medicinoptegnelser er, at den besætningsansvarlige kan dokumentere, hvilke dyr der er behandlet, og at dyrene ikke er kommet videre til slagteriet, før medicinen er ude af kroppen, og dermed ikke udgør en fare for fødevaresikkerheden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle