Konventionel kylling slår den økologiske i klimaregnskabet

Den konventionelle kylling forbruger både mindre plads og mindre føde og dermed en mindre klimabelastning end sin økologiske fætter, lyder det fra eksperter.

Når forbrugeren står i supermarkedet og overvejer den konventionelle kylling eller det økologiske alternativ, er sidstnævnte ikke så uskyldsren, som man måske skulle tro.

Fra et klimaperspektiv er den konventionelle kylling nemlig bedst, fordi denne kylling spiser mindst og vokser hurtigst, forklarer Jørgen E. Olesen professor på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, til Berlingske.

"Der er et klart dilemma mellem især dyrevelfærd og klima", siger han til avisen.

Det gælder især for kyllinger og grise, der lever for længe på for meget plads, fordi klimabelastning beregnes ud fra, hvor meget klimaet bliver belastet pr. enhed.

25-30 procent højere

Et større areal kan betyde, at en større mængde CO2 bliver bundet i afgrøderne, mener økologerne, men selv med det in mente er belastningen højere, lyder det.

"Men selv når man regner det med, er udledningen af produkter fra det økologiske landbrug stadig 25-30 procent højere end fra det konventionelle landbrug", siger Torben Chrintz fra den grønne klimatænketank Concito til Berlingske.

Økologisk Landsforenings formand Per Kølster afviser og mener, at det er en snæver måde at se på klimaregnskabet.

"Det er en bekvem måde at prøve at aflede opmærksomheden fra, at det er landbruget generelt, der har et problem i forhold til klimaet", siger han til mediet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle