Kopenhagen Fur lukker

Kopenhagen Fur lukker som konsekvens af, at regeringen har besluttet, at alle mink skal slås ned.

Pelshuset Kopenhagen Fur lukker, oplyser virksomhedens direktør, Jesper Lauge Christensen, i TV2-programmet Business Class, skriver TV2.

Virksomheden, der især producerer pels af mink, har valgt at lukke, fordi regeringen har besluttet at slå alle mink i Danmark ned.

Kopenhagen Fur, der blev stiftet i 1930, har 300 ansatte og er ejet af medlemmer af Dansk Pelsdyravlerforening.

Det er verdens største auktionshus for pels.

Covid-19 begyndte allerede at sprede sig blandt danske minkbesætninger i juni, men det var i sidste uge, at regeringen på et pressemøde oplyste, at alle landets mink skulle slås ned.

Det skyldtes, at den særlige minkvariant af smitten cluster 5 havde spredt sig til mennesker.

I øjeblikket forhandler fødevareminister Mogens Jensen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) med Folketingets partier om en kompensation til de mange minkavlere.

Normal drift i 2021

Kopenhagen Fur kommer dog til at køre som normalt i 2021, melder selskabet i en meddelelse på deres hjemmeside.

Det betyder, at Kopenhagen Fur stadig forventer en almindelig sorterings- og salgssæson, ligesom selskabet forventer at få omkring 5-6 mio. danske skind ind fra raske farme uden for zonerne de kommende uger.

Skindene skal udbydes på fire planlagte auktioner i 2021 sammen med ca. 6 mio. skind på lager og et endnu ukendt antal millioner udenlandske skind. 

"Vi er som virksomhed i drift og kigger ind i en helt normal salgssæson, hvor vi udbyder verdens bedste minkskind, som vi plejer. Vores sorterere står klar til at modtage skindene, og auktionsteamet er i fuld gang med planlægningen", siger Kopenhagen Furs adm. direktør Jesper Lauge.

Det er på længere sigt, at driften af Kopenhagen Fur bliver umulig.

GRadvis nedlukning

Det bliver en gradvis nedlukning over e næste 2 - 3 år, forventer Kopenhagen Fur.

"De værdier, som virksomhedens ejere, de danske minkavlere, har bygget op i selskabet gennem generationer, og som har gjort Kopenhagen Fur verdensledende, skal retmæssigt tilfalde ejerkredsen, som befinder sig i en helt usædvanlig svær situation. Vi kommer ikke til at drive virksomheden videre for de få for flertallets penge", siger Jesper Lauge.

Virksomhedens mere end 300 medarbejdere er informeret om at auktionshuset lukker.

Kopenhagen Fur afholder stadig har en helt normal auktionssæson i 2021, og ligeledes forventer selskabet at afholde auktioner i 2022, og muligvis en eller to auktioner i 2023.

Opdateret kl. 07:29 fredag d. 13. november.

Faktaboks

  • Kopenhagen Fur blev stiftet i 1930 og er verdens største auktionshus for pels og et andelsselskab for danske minkavlere
  • I 2018/2019 blev 24,8 millioner minkskind solgt gennem Kopenhagen Fur. 12,8 millioner minkskind blev produceret i Danmark.
  • samme periode omsatte Kopenhagen Furs auktioner for 5,2 milliarder kroner.
  • Branchen boomede i 2013, hvor Kopenhagen Fur auktionerede skind for 13,3 milliarder kroner.
  • Kopenhagen Fur har omkring 300 ansatte.

Kilder: Kopenhagen Fur, Finans.dk. 

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle