Kopenhagen Fur vil ikke aflyse vigtig minkauktion: Kigger på online-løsning

På trods af forsamlingsforbud og resten af regeringens tiltag for at standse smittespredningen af corona- virus har Kopenhagen Fur ikke planer om at aflyse minkauktionen i april. Den skal gennemføres, melder formand.

Der er ingen aflysning på vej af den længe ventede og vigtige minkauktion, som Kopenhagen Fur indtil videre stadig planlægger at gennemføre i slutningen af april.

Kopenhagen Fur besluttede tidligere at aflyse auktionen i februar, men satser stadig stærkt på, at auktionen, som starter 22. april, kan gennemføres, selvom statsministerens meldinger om endnu nye tiltag for at bremse coronasmitten ændrer situationen en smule.

Med de nye tiltag kom nemlig lukninger af butikker og restaurationer og et forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer på én gang.

"Tingene ændrer sig flere gange om ugen, så vi laver ingen aflysning nu. Vi har flere forskellige planer, vi arbejder med, for vi vil afholde auktionen. Enten foregår auktionen fysisk med folk i salen, eller også foregår den online. Eller en kombination, for det tror vi stadig på, at vi kan", siger Tage Pedersen, formand for auktionshuset, der allerede har besluttet, at alle medarbejdere der kan, arbejder hjemmefra og at alle møder holdes online.

"De regler vi kender i dag, er ikke gældende i april. De kan blive forlænget, de kan blive værre - men de kan også blive bedre. Så det ændrer ikke ved vores målsætning om at afholde auktionen".

Kigger på online-auktion

Hvis grænserne bliver yderligere lukket, eller forsamlingsforbuddet bliver forlænget til efter 30. marts eller strammet yderligere, er den eneste mulighed snart en online auktion.

"En online auktion vil vi altid kunne afholde lige meget, hvor meget de lukker ned. Vi tager bestik af situationen, når vi kommer tættere på, vi har alle muligheder åbne", siger Tage Pedersen.

I øjeblikket har Kopenhagen Fur ikke teknikken til at gennemføre en stor online auktion, men Tage Pedersen understreger, at de har fem uger til at arbejde på en løsning.

Ved en digital auktion vil kunderne kke have mulighed for at mærke på skindene, men formanden melder, at selvom det vil blive en stor omvæltning for både sælger og køber, så skal det nok gå.

"De må stole på det, der står i kataloget".

Men kan en auktion, hvor kunderne ikke kan mærke på varene give et stort nok salg?

"Det kan jeg ikke svare på, men det vil give et salg", siger Tage Pedersen.

Hvis grænserne åbnes mere udenlands end herhjemme, kunne man så finde på at rykke auktionen til Kina?

"Der er ikke nogen muligheder vi ikke kigger på".

Vigtig auktion skal gennemføres

Det er helt afgørende at minkauktionen bliver afholdt, fortæller formanden.

"Det er alle minkavleres omsætning fra 2019, so mvi skal have solgt i løbet af vores auktioner, og de er alle hårdt presset på likviditeten, så vi skal igang med at sælge", siger Tage Pedersen.

Et andet aspekt er også, at får man afholdt auktionen, er det blevet fastsat en pris for skindene.

"Så kan man lægge priserne op online og skindene kan sælges i private handler. Derfor det også er så vigtigt at vi får holdt auktionen", siger Tage Pedersen. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle