Kornaftale i Sortehavet forlænges: Parter uenige om hvor længe

Rusland siger, at aftale om korneksport gennem Sortehavet forlænges 60 dage. Ukraine siger 120 dage.

Rusland oplyser ifølge nyhedsbureauet Tass, at en aftale, der sikrer eksport af korn via Sortehavet, vil blive forlænget i 60 dage.

Men Ukraines regering vil holde sig til den oprindelige aftale. Den siger, at den kan forlænges 120 dage ad gangen.

- Vi vil overholde aftalen til punkt og prikke, siger en ukrainsk embedsmand.

Kornaftalen blev indgået sidste sommer med FN og Tyrkiet som mæglere. Det skete, efter at de globale korn- og brødpriser var skudt i vejret. Med store konsekvenser for især verdens fattige.

Kornaftalen indeholder bestemmelser med 120 dages forlængelser. Det er uvist, hvordan Rusland når frem til, at den nu kun skal gælde i 60 dage.

I øvrigt meddeler Tyrkiets forsvarsministerium, at forhandlinger om en forlængelse fortsat er i gang. Det noterer sig, at Rusland for sin del ønsker en 60 dages forlængelse.

Ukraine og Rusland hører til verdens største korneksportører. Men Ruslands invasion af Ukraine sidste år gjorde det meget farligt for kornskibe at sejle gennem Sortehavet.

LÆS OGSÅ: Så stor betydning har kornaftalen

Det er Ruslands viceudenrigsminister Aleksander Grusjko, der tirsdag morgen har givet meddelelse om, at kornaftalen er forlænget med 60 dage.

- Ja, helt sikkert, aftalen er blevet forlænget. Det er blevet aftalt, at den forlænges i 60 dage, siger han til Tass.

Aftalen blev indgået sidste sommer. Den gjaldt i 120 dage. Den blev forlænget med 120 dage i november og udløber 18. marts.

Ukraine forlanger derfor, at den nye aftale også skal gælde i 120 dage.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle