Kornets Hus tager form i landskabet

Tirsdag var der rejsegilde for det kommende videns- og inspirationscenter om korn og madkultur, Kornets Hus, der rejser sig i det vinterklædte landskab syd for Hjørring i Nordjylland.

På trods af de vinterlige temperaturer var humøret højt, og der blev skålet i lokalt brygget øl og spist velsmagende hotdogs, da der tirsdag blev holdt rejsegilde i Kornets Hus syd for Hjørring.

Dermed er endnu en milepæl nået i realiseringen af Jørn Ussing Larsen og idégruppens mangeårige vision om at skabe et levende og sanseligt hus, der sætter fokus på korn som en central råvare for vores fælles madkultur og daglige måltid. 

Det var da også en tydeligt stolt initiativtager og medlem af bestyrelsen, Jørn Ussing Larsen, som bl.a. konstaterede:

"Nu er det efterhånden svært at vente længere. Vi er i fuld gang med indretning, udstilling og i det hele taget planerne for de første aktiviteter i Kornets Hus, og derfor er det også dejligt, at man nu rent faktisk kan se konturerne af det endelige hus. Husets arkitektur er så appetitvækkende, at jeg næsten får lyst til at tage en bid af det, og jeg er sikker på, at vi får skabt en unik ramme, som vil inspirere husets gæster til at udforske kornets mange potentialer”.

kornets hus
Fra venstre er det Jørn Ussing, arkitekt Reiulf Ramstad og til højre formanden for driftsfonden, restauratør Uffe Nielsen. (Foto: Kornets Hus)

Kornets Hus sætter fokus på korn som råvare i sund ernæring og fortæller samtidigt om kornets historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning. Ud over kursuslokaler vil huset rumme involverende formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, bageri, køkken og café med butik.

Arealerne uden om huset vil også blive inddraget i centrets aktiviteter og formidling. Først og fremmest vil de besøgende opleve et inspirerende miljø og mødested, hvor de selv kan få lov at arbejde med korn, hygge og udveksle erfaringer og tips med vidende fagfolk.

Knap 28 millioner kroner er der de seneste år blevet indsamlet og bevilget til husets etablering af aktører som Foreningen Realdania, Nordea-fonden, Hjørring Kommune m.fl. 

kornets hus
Sådan kommer Kornets Hus til at se ud, når det står færdigt ved årsskiftet.

Og fra årsskiftet 2019/20 vil den mere end 500 kvadratmeter store arkitektoniske perle af et arbejdende hus stå klar til at tage imod interesserede besøgende. På samme tid monolitisk og funktionelt udformet som en mellemting mellem en traditionelt dansk landbrug og en bageovn set udefra.

Målgruppen tæller alt fra madglade børnefamilier over skolebørn og studerende til professionelle bagere og andre fagfolk. Projektet realiseres nu oven på hele 15 års idéudvikling, forarbejde og fundraising.

Faktaboks

Kornets Hus er en almennyttig fond. Ejerskabet fordeler sig mellem to fonde – en ejendomsfond og en driftsfond.

Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S, og er gennem de senere år blevet udviklet af lokale ildsjæle i Foreningen Kornets Hus.

Projektet realiseres takket være en stærk opbakning fra en række bidragsydere, herunder Foreningen Realdania, Nordea Fonden, Hjørring Kommune, ENV Fonden, Spar Nord Fonden, Holkegaard Fonden og LAG Nord.

Centeret forventes at være moden til at byde gæster velkommen fra årsskiftet 2019/20, mens udendørsarealer forventes at åbne foråret 2020.

Projektets samlede økonomi: 27,7 mio. kr.

Omfatter byggeri af et hus på 520 m², udvikling af formidlingsaktiviteter samt anlæg af udendørsfaciliteter.

Bidragsydere:

  • Foreningen Realdania:    12,6 mio. kr.
  • Nordea-fonden:              6,5 mio. kr. (udvikling af formidlingsaktiviteter)
  • ENV-fonden:                   2 mio. kr.
  • Spar Nord Fonden:          1,3 mio. kr.
  • Hjørring Kommune:        1 mio. kr.
  • Holkegaard Fonden:       1 mio. kr.
  • LAG Nord:                      0,3 mio. kr.
  • Øvrig finansiering:         3 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle