Kræver 108.000 af Dyrenes Beskyttelse efter aktion

DTU vil have erstatning for mistede krabber.

108.000 kroner i erstatning forlanger DTU af Dyrenes Beskyttelse.

Erstatningskravet er rejst på baggrund af en episode, der fandt sted på havnen i Kulhuse i Nordsjælland i oktober, hvor Dyrenes Beskyttelse hældte en lang række krabber ud i havnebassinet, fordi de stod i kasser midt på kajen, og Dyrenes Beskyttelse vurderede, at de led, skriver Frederiksborg Amts Avis, fredag.

Hvad organisationen ikke var klar over på det tidspunkt var, at krabberne var en del af et EU-støttet forskningsprojekt styret af DTU’s Fødevareinstitut.

Sekretariatschef i Kommunikations- og Ledelsessekretariatet på DTU, Heidi Kornholt, oplyser, at man har politianmeldt Dyrenes Beskyttelse og ved samme lejlighed rejst erstatningskravet.

Allerede i oktober raslede konsulent på projektet, Knud Fischer, med sablen og varslede et erstatningskrav, og nu har universitetet altså sat beløb på. Man vurderer, at projektet er sat langt bagud, og på den baggrund har DTU opgjort kravet på 108.000 kroner for tabte forskningsresultater og ødelagt udstyr.

Et krav på 108.000 kroner får dog ikke Dyrenes Beskyttelses dyreværnschef, Jens Svenningsen, til at ryste på hånden, og han afviser blankt at betale så meget som en krone i erstatning.

"Der er ikke noget at komme efter, for vi handlede i nødret. Der var tale om en klokkeklar overtrædelse af Dyreværnsloven, og desuden har vi slet ikke modtaget erstatningskrav endnu, og derfor kan vi slet ikke forholde os konkret til det på nuværende tidspunkt," siger Jens Svenningsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle