Kraftig vending i kornmarkedet

Der var optimisme for den europæiske hvedeeksport på markederne tirsdag. Brasilien sænker desuden produktions- og eksportestimater for sojabønner.

Et kraftigt rebound i Chicago-hveden gav ud på eftermiddagen, tirsdag, positive effekter til Matif, der ellers startede roligt ud fra åbningen.

I takt med at sælgerne øger deres solgte kontrakter, så øger det samtidig risikoen for kraftig short-covering på modsatrettede nyheder.

Det skriver Jyske Markets onsdag.

De fundamentale nyheder i hvedemarkedet var i går begrænsede, men alligevel blev der uro blandt indehavere af solgte positioner, der tilbagekøbte kontrakter i stor stil og havde endt med at sende Chicago op med over 5 procent, da dagen var omme.

Fondene der forvalter spekulative penge og har benyttet prisfaldet til at hoppe med på vognen og øge den negative stemning i markedet, men i går blev midlertidigt endestationen.

De spekulative penge estimeres at have tilbagekøbt 10.500 kontrakter Chicago-hvede.

Samme effekt så vi i majs og sojabønner, hvor de også ligger short, og i går var købere af hhv. 12.500 og 6.500 kontrakter. Gårdagens kraftige stigninger tyder mest på at være båret af kortvarig frygt, samt nye teknisk oversolgte niveauer.

En fortsættelse vil kræve at blive understøttet af fundamentale nyheder i både den ene og anden retning, og det kan betyde, at vi blot har fundet et nyt niveau og handelsinterval for de kommende måneder.

Man kan undre sig lidt over fondenes intentioner med at ligge short i det nuværende marked, hvor Chicago-noteringerne i hvede og majs er skudt tilbage til niveauerne for et år siden, men den amerikanske hvedeeksport kæmper stadig med at vinde fodfæste.

Her klarer den europæiske hvede sig bedre, og med den seneste opjustering af den europæiske hvedeeksport fra USDA på 1 mio. tons, tyder det på at det forsømte kan indhentes den resterende del af sæsonen.

De russiske hvedepriser viser også tegn på stabilisering og kombineret med en rubel der følger olieprisen lidt højere, så opretholdes den europæiske konkurrenceevne.

Sojaestimater sænkes

I sojamarkedet fortsætter støtten omkring 300 dollars at holde for skrå.

Godt nok lukkede den førstkommende sojakontrakt under 300 dollars for første gang siden september 2017, men kontrakten er på vej til at udløbe og det bærer likviditeten på den kontrakt præg af.

Brasilianske CONAB opdaterede i går deres estimater for landets sojaproduktion, der blev sænket til 113,5 mio. tons, et par mio. tons under sidste måneds forventninger, og samtidig en spids lavere end forventet.

Eksportestimaterne blev sænket med 1,5 mio. tons til 70 mio. tons.

Et pænt fald i forhold til sidste års eksport på 83,61 mio. tons, der var begunstiget af både en rekordhøj produktion og stor efterspørgsel fra Kina.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle