Kraftige prisstigninger på svinekød i Kina

Stigende priser på kinesisk svinekød ses som tegn på, at forsyningen er lille. Landets import af svinekød er kraftigt stigende.

De kinesiske svinepriser er siden midten af maj steget med mere end 20 procent og nærmer sig rekordpriserne fra 2016.

Det viser tal fra pig333, som britiske AHDB Pork har kigget nærmere på.

Prisniveauet var i midten af juli på 18 yuan, svarende til 17,64 kr. pr. kg levende svin.

Det er en prissætning, der er hele 47 procent højere end det tilsvarende tidspunkt sidste år.

Siden udbruddet af afrikansk svinepest i Kina i 2018 har priserne på svinekød udviklet sig overraskende lidt. Tendensen har været faldende frem til februar 2019, hvorefter priserne løftede sig omkring to kroner for derefter at flade ud igen. Det er først i slutningen af maj, at der igen er sket en ny prisudvikling i opadgående retning.

Ifølge AHDB Pork hænger prisstigningerne sammen med den faldende produktion, der officielt er opgjort til at være 26 procent mindre. Af mange iagttagere menes faldet i svineproduktionen at være helt op til 40 procent.

At kineserne havde problemer med forsyningen af svinekød efter udbruddet af afrikansk svinepest kom ikke til udtryk ved Kinas importtal for svinekød i årets første kvartal, der endda viste et fald på otte procent til 550.000 tons.

Importen er til gengæld løftet gevaldigt i andet kvartal. 762.300 tons er det blevet til. Spanien og Canada har løftet deres svinekødsimport mest med omkring 40.000 tons ekstra.

Danmark er gået frem med cirka 17.500 tons i perioden.

Selv USA er gået frem med cirka 8.000 tons svinekød trods den igangværende handelskrig mellem USA og Kina.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle