Kulde uden sne på dette tidspunkt er en skidt cocktail for markerne

Jeg holder vejret og beder om sne - inden den arktiske kulde melder sin ankomst i Danmark her i weekenden.

Vejrudsigten for weekenden og næste uge ser ikke for spændende ud. 5-10-15 graders frost og ingen eller kun lidt sne. Det er dystre udsigter i mine øjne. For det er netop sådan noget vejr, som de hårdt prøvede afgrøder slet ikke har brug for lige nu.

Dårlig start

I forvejen står mange marker halvskidt efter de store regnmængder i efteråret, der betød senere såning i et ofte dårligt såbed. Håbet var et tidligt forår, hvor afgrøderne kunne komme til kræfter. Men i stedet har vi udsigt til det voldsomste kuldefrembrud i 31 år. Endda uden et isolerende snelag, der kan beskytte afgrøderne lidt. Det kan være intet mindre end dødsstødet for nogle marker.

Nogle har fået næring

Det gør det heller ikke bedre, at vi snart skriver 1. marts, og at nogle allerede på dette sene tidspunkt af vinteren, har kørt gylle ud. Ikke fordi vejret i februar har indbudt til det, men fordi mange gylletanke simpelthen har været ved at løbe over, fordi det ikke var muligt at køre gylle ud ret mange steder i det våde efterår.

Hvis afgrøderne har fået gylle først i februar, kan de måske så småt være gået i gang - og så giver sådan en voldsom kulde nu virkelig bagslag. Heldigvis startede februar ret koldt, så det er kun de sidste 10-14 dage, at vejret har været lidt mildere. Så vi kan håbe, at afgrøderne ikke rigtig har fået fat i noget kvælstof endnu.

Vinden isner

En anden faktor, der kan være meget hård ved afgrøderne, er kombinationen af barfrost og meget vind. Det kan virkelig visne planterne af på denne årstid. Og forstærke barfrostens skadedvirkninger.

Så jeg håber, vi får en vindstille og ikke alt for langvarig frostperiode. Og så lige fem centimeter sne først. Tak :-)

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.