Kun en stemte imod: Arla vedtager historisk stor efterbetaling

17,1 øre udbetales for hvert eneste kilo mælk i 2018 fra Arlas andelshavere. Det er netop vedtaget af Arlas øverste myndighed.

Ud af 145 andelshavere og 10 medarbejderrepræsentanter var der kun én stemme imod at udbetale hele Arlas overskud for 2018 til mejeriselskabets andelshavere.

Sådan lyder beslutningen fra Arlas allerøverste myndighed, nemlig repræsentantskabet, der her onsdag aften godkendte disponeringen af årets resultat.

Dermed kan de 11.200 landmænd i hele syv europæiske lande, herunder Danmark, se frem til en historisk stor efterbetaling. Helt konkret udbetaler Arla de i alt 2,16 mia. kroner den 8. marts. Det er ca. 17,1 øre for hvert eneste kilo mælk andelshaverne har indvejet i hele 2018.

Bestyrelsens indstilling blev offentligt kendt allerede i august, da den nytiltrådte formand Jan Toft Nørgaard i forbindelse med Arlas halvårsregnskab fortalte, at man ville foreslå at disponere mod de vedtagne resultat-regler om individuel og kollektiv konsolidering i selskabet. Årsagen var den massive hedebølge og tørke, der plagede samtlige af Arlas kerneområder.

“Som landmandsejet virksomhed er vi bevidste om, at sommerens tørke i Europa var ekstraordinær og påvirkede fodersituationen for mange af vores medlemmer. Vi er tilfredse med Arlas stærke balance, som gør det muligt for os at udbetale hele årsresultatet," udtaler formand Jan Toft Nørgaard i dag.

På sidste uges pressemøde om Arlas årsregnskab understregede han, at udbetalingen af hele resultatet er et særtilfælde, der ikke kan ske igen lige med det første.

Trods udbetalingen af hele årets resultat havde Arla i sidste uges årsregnskab en soliditet, altså egenkapital i forhold til den samlede balance, på 37 procent.

Obs: artiklen er rettet 28. februar. kl. 07.05. 2,3 eurocent pr. kg mælk svarer til ca. 17, 1 øre pr. kg. mælk og ikke 23,6 øre som der tidligere stod.

 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle